Tre personer fik knubs da stolerækker kollapsede i cirkus

Stolerækker i Cirkus Barbet faldt sammen under en forestilling. Tre personer er kørt til hospitalet med knubs.

Politi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Aalborg. Cirkusgæsterne må have fået sig lidt af en forskrækkelse, da stolerækker mandag aften kollapsede under en forestilling i Cirkus Barbet.

Politiet i Nordjylland fik klokken 22.08 meldingen om, at flere stolerækker var brudt sammen, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, i en pressemeddelelse.

Politiet sendte patruljer til cirkusset, som er opstillet på Kirkevej 9 i Hune ved Blokhus.

Tre personer er kommet lettere til skade med hudafskrabninger og knubs. Alle tre er blevet kørt til Aalborg Universitets Hospital for kontrol, men det forventes ikke, at de bliver indlagt.

Arbejdstilsynet er underrettet om sagen.

/ritzau/