Tre personer alvorligt tilskadekomne efter harmonikasammenstød på Øresundsbroen

Flere biler har været involveret i en trafikulykke onsdag morgen på Øresundsbroen, der er spærret.

Foto: Christian Liliendahl

Øresundsbroen er onsdag morgen spærret i begge retninger efter en stor trafikulykke. Det oplyser Københavns Politi.

Anmeldelsen om ulykken kom klokken 07.46, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

Trafikulykken er sket på den svenske side. Derfor er dansk politi heller ikke til stede ved ulykkesstedet, men svensk politi, oplyser vagtchefen.

Den første melding lød på, at fire biler var involveret i et harmonikasammenstød.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver dog, at det er mellem 10 og 12 biler, der er kørt sammen.

Årsagen til harmonikasammenstødet er endnu ukendt. TT skriver, at det har været to trafikulykker, hvor flere personer er kommet til skade.

I den ene ulykke skal fem personer være kommet til skade, hvoraf tre skal være kommet alvorligt til skade.

Tidligere lød en melding på, at ni personer skulle være kommet til skade. Det oplyste talsmand ved Räddningstjänsten Syd Anders Kindberg til TT.

Pressemedarbejder hos Øresundsbroen Jens Gunders fortæller, at ulykken skete i retning af Sverige umiddelbart før højbroen.

- Derfor har vi valgt at lukke broen i begge retninger, så redningskøretøjer kan komme til fra begge sider efter behov, siger han.

Ulykken har også påvirket trafikken for bilister ude på forbindelsen, som var på vej på arbejde, da ulykken skete.

- De er nødt til at vente. Fokus har været på at få redningskøretøjer frem, og dernæst i takt med at det bliver muligt, og politiet vurderer, at det er forsvarligt, bliver fokus at få ledt den trafik af, som var ude på forbindelsen, da ulykken skete, siger han.

Der er ifølge TT redningspersonale fra både Sverige og Danmark til stede ved ulykkesstedet.

Vejdirektoratet skriver på Twitter, at man forventer, at broen tidligst genåbner klokken 10.

/ritzau/