Tre dræbt og flere kvæstede i trafikken

Mandagen bød på flere voldsomme trafikulykker rundt om i landet.

Det blev en ualmindelig voldsom dag på de danske landeveje, der indledte ugen. Tre personer blev dræbt og flere hårdt kvæstet.

Natten til mandag omkom en biltyv tæt ved Hammel i det østjyske, da han kørte af vejen. I morgentimerne mistede en mand livet ved Langå, da han af ukendte årsager pludseligt kørte frontalt mod en lastbil. Og i Nordsjælland døde en mand, da hans bil blev ramt af en lastbil, hvis dæk netop var eksploderet. Hans hustru er stadig i livsfare.

Sent mandag aften måtte politiet i Hillerød igen rykke ud til et færdselsuheld sammen med et stort antal redningsfolk. Tre unge slap mirakuløst fra en ulykke ved Ramløse. En ung mand og to unge kvinder blev alle slynget ud af bilen, men ifølge politiet blev ingen af dem dog hårdt kvæstede.

Også på Als kørte to unge galt. De kørte med politiets ord "frygteligt hurtigt", da den røg af vejen. Men de to mænd slap trods den hårde medfart fra uheldet med livet i behold.

/ritzau/