Tre bryllupper og en begravelse

En stor del af danskerne gifter sig mere end én gang i livet, fordi de møder kærligheden igen, efter en skilsmisse. Den 67-årige viborgenser Sven Plougheld har været gift tre gange – og også for sidste gang.

»Nu vil jeg ikke giftes mere. Det har ikke noget med ægteskabet at gøre, men så bliver arvereglerne helt vanvittige,« siger Sven Plougheld, der igennem livet har været gift tre gange. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Messingskiltet på døren bærer stadig hendes navn. Lis. Sven Ploughelds tredje hustru. En kvinde, lige så petite som hendes navn – men med stor humor. Sprudlende. De bedste år af sit liv har Sven haft med hende, siden de for ti år siden mødte hinanden første gang ved Skive Museum.

Her var de begge gået forgæves. Kunst­museet var lukket på grund af ombygning.

»Hvad skal vi så finde på,« havde hun spurgt, før hun selv gav svaret.

»Enten kan vi gå en tur i skoven. Eller også kan vi tage hjem til mig, sætte os på terrassen og drikke nogle øl, som jeg har tilbage fra en påskefrokost,« sagde hun. Så gik vi først en tur, og så tog vi hjem til hende,« fortæller Sven.

Han smiler og ryster lidt på hovedet af hendes ligefremhed. Det var den, der bragte dem sammen og senere ledte til deres ægteskab. Et ægteskab, der for begges vedkommende var deres tredje.

I fjor blev godt 27.000 danskere gift. Af dem havde flere end hver tredje brud eller gom erfaring med at være gift. Ved knap hvert tiende bryllup, var det endda tredje, fjerde eller femte gang, den ene part blev gift.

Knap hvert andet ægteskab ender i skilsmisse, og er man først blevet skilt en gang, er risikoen for at ende i en skilsmisse igen endnu større end første gang, viser tallene også. Man kan selvfølgelig mene, at når så mange bliver skilt, så kan mange også nå at møde en ny partner at blive gift med. Men hvorfor vælger folk at gifte sig flere gange, hvis erfaringerne med det første ægteskab var dårligt? Man kan jo sagtens være sammen uden at være gift. Hvilken betydning har konceptet ægteskab da overhovedet for en, der vælger at blive gift to, tre, ja, måske fire gange?

Ungt og kort

For 67-årige Sven fra Viborg har hans tre ægteskaber været ganske forskellige. Det samme har forudsætningerne for at blive gift hver gang været. Faktisk har det i højere grad end kærlighed handlet om at få rede på praktiske og juridiske forhold.

Hans første ægteskab var med Dorthe, som han som 22-årig blev gift med i 1968 i Horsens.

Selv kom han oprindeligt fra Odense. Efter realskolen i 1966 fortalte han sin mor, at han ville være EDB-mand. Det, vidste hun ikke, hvad var.

»Du kan blive, hvad du vil, Sven, men du skal have en uddannelse først,« havde hun sagt.

Så Sven blev udlært typograf, og derefter blev han militærnægter. Derfor blev han sendt til en militærnægterlejr ved Kompedal Plantage i Midtjylland. Han blev sommerudstationeret til Ajstrup Strand syd for Aarhus, hvor der var en koloni for handicappede.

»Så en gang imellem kom der nogle institutioner, oftest med børn med Downs Syndrom. Der var jo plejere og plejersker med. Så der mødte jeg Dorthe,« siger Sven om mødet med sin første kone.

De to unge blev glade for hinanden. Så glade, at de gerne ville flytte sammen i Aarhus.

»Vi fandt et sted at bo hos et ældre ægtepar, der ville leje deres førstesal ud. Men de var af den gamle skole. De ville ikke have os til at bo der, hvis vi ikke var gift. De ville ikke have sådan noget i deres hus. Så giftede vi os da,« fortæller Sven.

Der blev holdt et stort bryllup i Horsens. De blev gift i kirke, og der var ingen smalle steder til festen bagefter. Dorthes far var en betydningsfuld og succesfuld mand i byen. Det kunne ikke have været anderledes.

Men ægteskabet holdt kun kort.

»To år. Maks.,« siger Sven, der fortsætter: »Vi fandt ud af, at vi nok var mere venner end ægtefolk. Det kunne folk omkring os nok også godt mærke. Derfor var der ikke nogen, der undrede sig over det. Heldigvis var der ingen børn. Vi havde en kat, men den forsvandt samtidig med, at jeg gik – nærmest med kun min pude under armen,« siger Sven.

Han mener ikke, at det ægteskab skulle være indgået.

»Vi var også meget unge.«

Skyklapper og skilsmisse

Med Kirsten var det helt anderledes. Hende mødte han på jazz-værtshuset Sofus Ferdinand i Odense. Her kom han ofte, for det Århus-firma, som han var EDB-mand i, havde en afdeling der.

»Det var min ven, der havde værtshuset, så der kom jeg, når jeg kunne, for jeg skulle jo hverken betale for det ene eller det andet,« forklarer Sven.

Og der kom altså også Kirsten, som han fik danset med.

»Vi var sammen så tit, vi kunne, og jeg prøvede at få så meget arbejde, som jeg kunne, i Odense. Vi var virkelig forelskede i hinanden. En dag ringede hun og sagde, at hun havde været hos lægen, og at hun var gravid. Så sagde jeg til hende, at hun hellere måtte komme her til Aarhus og flytte ind. Det ville hun godt, og så blev vi gift kort efter, at Pernille, vores datter, var blevet født i 1974. Datoen kan jeg ikke huske, men det var på Aarhus Rådhus.«

Syv år senere kom sønnen Thomas. De havde et godt ægteskab, synes Sven. Kirsten, der havde læst dansk på universitetet, havde vanskeligt ved at finde et arbejde. Der var ingen job at få. Nogle af dem, hun havde læst sammen med, havde i erkendelse heraf valgt at arbejde som buschauffører. Men det lykkedes Kirsten at få job i Aalestrup, som ligger 30 km nord for Viborg. Så der flyttede familien til. Et herligt sted, synes Sven, der dengang arbejdede i Herning i virksomheden EDB-Gruppen.

»Jeg steg i graderne. Jeg var på arbejde altid. Der var ikke noget, der hed hjemmearbejde, for der fandtes ikke rigtig netværk. Det foregik jo per modem til det dobbelte af telefontakster.«

I mellemtiden blev børnene store. De flyttede hjemmefra. Sven og Kirsten flyttede til Viborg. De havde sølvbryllup. Men få år senere, en forårsdag i 2002, sluttede det hele.

»Pludselig en dag, hvor jeg som sædvanlig havde arbejdet tre-fire timer over, og jeg havde ringet og sagt, at jeg først ville komme hjem ved ni-tiden om aftenen, sad hun i sofaen, da jeg kom hjem. Hun så sur ud. Da jeg spurgte, om der var noget galt, sagde hun bare »jeg vil skilles«. Så var jeg jo helt ude af den.«

Sven mener, at det netop var al hans overarbejde, der var årsag til skilsmissen. At hun følte sig alt for meget alene, fordi han så ofte ikke var der.

»Jeg havde fuldkommen skyklapper på. Jeg var hylet ud af den et godt stykke tid. Det var en flad fornemmelse. Jeg ransagede mig selv for, hvorfor det skete. Der sker også et eller andet, når man er sammen så mange år, for når børnene flytter hjemmefra, så glemmer man at planlægge det, ligesom mange glemmer, hvad der skal ske, når de går på pension,« siger han.

Et elendigt frieri

Der gik et lille års tid, før han efter anbefaling fra sin søns kæreste kørte til Skive Museum. Der mødte han det, der skulle blive hans tredje hustru, Lis. Lis, som i sin skuffelse over det lukkede museum inviterede Sven på gåtur og påskebryg.

»Vi faldt fuldstændig i hak lige med det samme. Allerede da vi gik tur, tog jeg om hende. Hun var så lille, så jeg lagde armen om hende og spurgte, hvad sådan et bette menneske da kan veje? Så trimlede hun om af grin.«

Siden den dag var de sammen. Sven synes, at hun var den kønneste lille pige med de blåeste øjne, og efter et par år friede han til hende. For en af hans venner, som er advokat, havde rådet ham til at gifte sig med hende. De havde nemlig begge to børn fra tidligere ægteskaber, og det ville være fornuftigt at gifte sig for at få styr på arveforholdene.

»Vi havde spist aftensmad, smidt nogle ting i opvaskemaskinen og stod og vaskede nogle ting op i hånden. Lis stod med en karklud eller et viskestykke i hånden. Og så spurgte jeg hende: »Kan vi ikke lige så godt gifte os, Lis?«

Hun vendte sig om kiggede på ham.

»Det er det mest elendige frieri, jeg nogensinde har været udsat for,« svarede hun.

Alligevel sagde hun ja. Så de gik på rådhuset i Viborg og holdt bryllup. Bare en lille fest.

»Mit første bryllup var et kirkebryllup. Så syntes jeg, at det kunne være nok, for jeg kan ikke stå flere gange over for en præst og love det samme, at vi bliver sammen til døden os skiller og i medgang og modgang,« fortæller Sven.

Pigen med parykken

Det blev døden, der skilte Lis og Sven. Hun døde i maj i fjor. En tidlig morgen stod hun i døren til soveværelset og så helt forkert ud. Det viste sig at være et hjerteanfald. Muligvis et, som kom af, at hendes krop igennem længere tid havde kæmpet mod en kræftsygdom i halsen.

»Jeg har altid troet, at det var bedst at være den, der blev tilbage. Men det, ved jeg nu, ikke er rigtigt,« siger Sven.

Han skiftevis lyser op og får tårerandede øjne, når han fortæller om Lis.

»Det var en meget hård tid. Jeg har aldrig nogensinde holdt så meget af et menneske. Det var et fantastisk ægteskab. Det ved alle, der kendte os,« siger Sven.

Han viser et billede. En spinkel kvinde med et ansigt, hvis alderstegn har sat sig på en måde, så man kan se, at hun har smilet meget. Altid.

Han peger på hendes lyse, korte hår.

»Det er en paryk.«

Lis var i de år, de kendte hinanden, blevet mere og mere tyndhåret. Til sidst havde hun fået nok og besluttet sig for at købe en paryk. Det var før, hun blev syg.

Sven fortæller en anekdote, der illustrerer Lis’ gode humør og humor. Og som netop handler om parykken. Det var, da Lis’ i begyndelsen af sit sygdomsforløb sad sammen med Sven hos lægen på Aarhus Universitetshospital. Lægen fortalte om den forestående behandling. Kræften sad i halsen, så hun skulle have strålebehandling på den.

»Det kan godt betyde, at du mister noget hår heromme bagpå,« havde lægen sagt og peget på et område af Lis’ nakke.

»Så løftede hun parykken af og sagde »Jeg er sgu da ligeglad,« fortæller Sven og løfter sin arm højt op over sit eget hoved, som var det ham selv, der hev håret af hovedet. Jeg vil sige dig. Jeg har aldrig set nogen tabe øre, næse og mund på samme måde, som den læge. Men det var hendes måde at være på.«

Hun ville have nydt at se de mange hvide clematisblomster, som i solskinsvejret kravler op ad det hvide stakit omkring terrassen hos Sven, hvor han fortæller om sine ægteskaber. Men huset med den lille terrasse er sat til salg nu.

»Der er hele tiden minder. Når jeg flytter en vase, så tænker jeg, »åh, undskyld, Lis«, og sætter den på plads,« siger Sven.

En ny begyndelse

Han har i dag en kæreste. Irene, hedder kvinden, der ligesom ham er enke.

»Hende har jeg mødt på netdating, må jeg ærligt indrømme, for når du kommer op i min alder, er der ikke ret mange andre muligheder. På arbejdet tvivler jeg på, at der er nogen kvinder, der er over 30-35 år.«

Men tør man så elske igen, når man har mistet en, man holdt så meget af? Ja, bestemt, siger Sven. For han tror ikke, at mennesket er skabt til at være alene. Men de skal ikke giftes, Irene og ham.

»Det at blive gift betyder ikke alverden for mig. Jeg kan ikke se forskel på, om man lever sammen eller er gift. Det er mere retsmæssigt, der er forskelle. Bliver jeg gift igen, begynder det at blive kompliceret med arvefordelingen. Lige nu er det sådan, at Lis’ og mine børn skal have 25 procent hver, når jeg ikke er her mere. Men Irene har også to børn. Så det bliver nok noget med at lave nogle særejeaftaler i stedet,« siger Sven.

Det skal de have styr på før de flytter sammen, som de har planer om at gøre. Derfor er Sven og Lis’ hus sat til salg.

»Jeg har en idé om, at hvis vi vil starte en ny tilværelse, så skal vi ikke flytte ind ved hinanden. Så jeg skal af med dette her. Jeg er ked af det, men hvis jeg vil videre, så er det dét, der skal til. Jeg tror også, at det vil være godt for mig at komme herfra.«