Tre børn blev forbrændt ved grillulykke i København

Politiet eskorterede ambulance med tre børn fra Vesterbro til Rigshospitalet i København.

Foto: Mads Claus Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen

Tre børn er sidst på eftermiddagen mandag blevet forbrændt ved en grillulykke på Vesterbro i København, skriver ekstrabladet.dk.

Politiet kan ved 18.30-tiden ikke sige noget nærmere om ulykken eller om skaderne.

Men vagtchefen oplyser til Ritzau, at en ambulance, der fik eskorte af politiet, bragte børnene til Rigshospitalets traumecenter.

Ulykken er sket i en baggård til Gasværksvej, og flere vidner var til stede, skriver ekstrabladet.dk.

/ritzau/