Transportforsker: »Vi skal se bilen som noget, vi har adgang til og ikke ejerskab over«
SF ønsker et totalt stop af salg af benzin- og dieselbiler i 2028, og den trinvise udfasning skal begynde allerede om halvandet år i 2022. Transportforsker tror ikke, at flere nye og mere miljørigtige biler er vejen frem. I stedet skal bilens rolle gentænkes.
SF går til efterårets klimaforhandlinger på transportområdet med kravet om, man påbegynder en trinvis udfasning af de mest forurenende benzin- og dieselbiler i 2022. Ifølge SF, skal vi fremover investere i elbiler (som den nye Honda e på billedet) og andre lavemissionsbiler. Transportforsker tror ikke, at den type udfasning er en fyldestgørende vej til at nå klimamålene inden 2030. Honda
Står det til SFs klimaordfører, Signe Munk, skal salget af de biler, danskerne køber flest af, forbydes om halvandet år. Partiet ønsker et trinvist stop for salget af nye benzin- og dieselbiler, og det er et af partiets hovedkrav, når Folketingets partier skal mødes til forhandlinger om klimaindsatsen på transportområdet efter sommerferien.
Nu siger transportforsker Malene Freudendal-Pedersen, at SFs forslag er et skridt i den rigtige retning, men det er ifølge hende ikke svaret på, hvordan Danmark skal nå målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 procent i 2030.
Ifølge hende handler det ikke om at gøre midlet, vi bruger til at transportere os på, mere bæredygtigt. I stedet er det måden, tilgangen og tankegangen til transport, der skal ændres.
»Vi skal ikke erstatte de biler, vi har, med brint eller el, for det løser ikke problemerne. De er mere bæredygtige end diesel- og benzinbiler, men der følger også en forurening med dem. Så det gælder om at tænke i et større perspektiv, og der er løsningen ikke at skifte biltypen ud,« siger Malene Freudendal-Pedersen.
Hun tror, at det bliver svært at lave et opgør med tankegangen om bilens betydning, og det skyldes ikke mindst, at der vil være en lang række aktører i form af bilforhandlere, værksteder, tankstationer og reservedeleproducenter, der bliver ramt.
Det ændrer dog ikke på, at det er nødvendigt, hvis klimamålene skal indfries.
Det kan da godt være, at folk beholder deres gamle bil, men det er forfejlet at sige, at nye biler er meget bedre, for det forurener jo også at producere en bil.
Malene Freudendal-Pedersen, transportforsker
Total Stop i 2028
Helt konkret ønsker SF, at det første forbud træder i kraft i 2022, og her vil partiet have sat en stopper for salget af de største »syndere« i form af biler, der kører mindre end 20 kilometer pr. liter.
Forbuddet skal herefter skærpes løbende, så der i 2028 vil være et totalstop for salg af nye benzin- og dieselbiler.
FDM kritiserer over for Politiken, at benzin- og dieselbiler skæres over en kam, da man frygter, at SFs forslag vil favorisere nye dieselbiler, mens man heller ikke tror, at tidshorisonten er realistisk, hvis danskerne efter 2028 kun kan købe el- og lavemissionsbiler.
Direktør i Danske Bilimportører Mads Rørvig udtaler til Politiken, at han deler ambitionen om en klimavenlig bilflåde med SF, men han er bange for, at forslaget vil betyde, at danskerne fortsætter med at køre rundt i gamle biler, der sviner meget.
Adgang frem for ejerskab
Malene Freudendal-Pedersen deler ikke Mads Rørvigs frygt for, at danskerne vil holde fast i deres gamle biler, for det er ifølge hende ikke udelukkende et onde, på trods af de forurener mere.
»Det kan da godt være, at folk beholder deres gamle bil, men det er forfejlet at sige, at nye biler er meget bedre, for det forurener jo også at producere en bil,« siger Malene Freudendal-Pedersen.
Hun forklarer, at det ikke nytter at vurdere en bils bæredygtighed ved at se på den CO2-udledning, der kommer gennem udstødningsrøret. I stedet handler det om at vurdere hele bilens livscyklus, og hvis forureningen skal mindskes her, så er svaret ganske enkelt:
Der skal være færre biler.
»Der skal ske en forbedring af de aktive tilbud, som vi har, men der skal også være en begrænsning på, hvordan vi bruger bilen. Den har i årtier spillet hovedrollen i vores hverdagsliv, men vi er nødt til at køre mindre i bil, for bilen er en problematisk faktor, hvis vi skal nå klimamålene,« siger Malene Freudendal-Pedersen.
Signe Munk, klimaordfører hos SF, siger, at partiet vil sætte »en prop i hullet for salget af de meget tunge benzin- og dieselslugere«. Philip Davali
Dermed lægger hun sig tæt op af den vurdering, som transportforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet også har udtalt til Politiken. Ifølge ham er det vigtigere at regulere, hvor meget danskerne kører, frem for at regulere, hvad de kører i.
Malene Freudendal-Pedersen siger, at danskerne skal være bedre til at bruge bilen mindre, og det bliver svært, fordi bilen i manges øjne er det, der får hverdagen til at hænge sammen. Når vi først får en bil, bliver den brugt til alt muligt, og det er faktisk kun 30 procent af bilturene, der er pendling til arbejde, resten af bilturene består af fritidsudflugter, indkøb og så videre.
Og det er især den sidste gruppe af ture, hvor vi skal sadle om, lyder det fra Malene Freudendal-Pedersen. Hun tror, at man kan komme langt, hvis vi i højere grad orienterer os mod delebiler til de lange ture, mens vi finder en anden transportform i dagligdagen til de kortere ture.
»Vi skal blive bedre til at bruge bilen mindre, og vi skal have færre af dem. Vi skal også være bedre til at tale om de utilsigtede konsekvenser bilen har, og om det overhovedet er nødvendigt at have en bil. Jeg tror, vi skal se biler som noget, vi har adgang til og ikke ejerskab over,« siger Malene Freudendal-Pedersen.