Trailer med tromler faldt af - blev ramt af passagertog

Et tog har påkørt en trailer med kabeltromler på jernbane ved Langå i Østjylland. Ingen personer er kvæstet.

Togtrafikken mellem Ulstrup og Langå i Østjylland er fredag formiddag indstillet. Det vides ikke, hvornår driften på strækningen genoptages.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Trafikforstyrrelsen skyldes, at et tog fredag morgen påkørte en trailer med kabeltromler, skriver politiet på Twitter.

»Traileren røg af lige på en jernbaneoverskæring og standsede på skinnerne, hvor den kort efter blev ramt af toget, der ikke kunne nå at bremse.«

Der er ifølge politiet sket store materielle skader, men ingen personer er blevet kvæstet i forbindelse med uheldet.

Politiet er færdig med sine undersøgelser på stedet.

Togdriften mellem Ulstrup og Langå drives af Arriva. Strækningen udgør en lille del af Arrivas togstrækning fra Aarhus til Struer.

Trafikselskabet er fredag formiddag er i gang med at undersøge, hvornår togene igen kan køre mellem Langå og Ulstrup.

/ritzau/

/ritzau/