Trafikråd: Alkolås skal bruges langt tidligere

Rådet for Sikker Trafik mener ikke, den nye ordning med alkolåse til spritbilister er god nok. Rådet så gerne, at alkolåsen trådte ind langt tidligere i forløbet hos dømte spritbilister.

Læs mere
Fold sammen

Den nye lov om alkolåse, som netop er trådt i kraft, er slet ikke vidtrækkende nok, mener Rådet for Sikker Trafik.

Administrerende direktør Mogens Kjærgaard Møller kalder loven for »et lille skridt i den rigtige retning«, fordi spirituskørsel fremover vil betyde en ubetinget frakendelse af kørekortet og en enten obligatorisk eller frivillig alkolåsordning for de dømte.

»Men ser vi på de omkringliggende lande, kan vi se, at der er nogen, der har været mere ambitiøse, end vi har været i Danmark,« siger direktøren.

Med den frivillige ordning kan en spritbilist, der er dømt for at køre med en promille på mellem 1,2 og 2,0, få en rabat på frakendelsen af kørekortet på to i stedet for tre år. Det kræver, at man kører med alkolåsen i to år.

Alkolåsen bliver obligatorisk for personer med en promille over 2. Efter frakendelsesperioden på tre år skal de køre med alkolås i to år, og ønsker man ikke en alkolås, vil det betyde, at man ikke kan få kørekort før efter fem år.

Rådet for Sikker Trafik så hellere, at alkolåsen trådte ind som en del af straffen langt tidligere i forløbet, da det er et meget effektfuldt værktøj.

»Vi ville ønske, at man i videre omfang havde lavet en ordning, hvor man gjorde det muligt, at folk kunne beholde deres kørekort, mod at de fik installeret en alkolås. Det er den klart bedste måde at sikre, at de folk ikke bevæger sig rundt i trafikken i en kæmpe brandert, siger Mogens Kjærgaard Møller.

»Den nye lov er reelt ikke et alternativ til en frihedsstraf. Det er en mulighed, man får meget sent i forløbet, hvor man ganske tænkeligt har mistet sit arbejde og sociale relationer. Derfor ville vi ønske, man havde kigget til Sverige, Finland og Holland, hvor man har rigtig gode erfaringer med hurtig brug af alkolåsen,« siger direktøren, der frygter, at alkolåsen reelt kun kommer i brug i meget få tilfælde.

Når nu alkolåsen ikke bruges optimalt, håber Rådet for Sikker Trafik i stedet, at politikerne vil fokusere på behandling af vane-spritbilister.

»Man bør se på, hvordan behandlingsområdet fungerer for de bilister, som kører med meget høje promiller. Det er en ordning, man har i Sverige, hvor man målretter behandlinger mod personer, som har et åbenlyst alkoholforbrug, og som kører rundt på vejene på trods af flere domme. Vi ser gerne, man kombinerer tidligere brug af alkolåse med målrettede behandlingsdomme,« siger Mogens Kjærgaard Møller.