Trafikken på skoleveje bød på 3900 lovbrud på en uge

Færre bilister kørte for hurtigt ved skoler, men flere fik ikke spændt deres børn sikkert fast, viser tal.

Da politiet i sidste uge gik målrettet efter at få øje på lovovertrædelser i trafikken på skoleveje, blev markant færre bilister snuppet med en for tung fod på speederen i forhold til sidste år.

3016 bilister kørte for hurtigt i løbet af uge 2, mens det i samme uge i 2018 var omkring 4700 bilister, som fik bøder for farten. Dermed blev der udskrevet omkring 1500 færre fartbøder ved landets skoler.

Tallet er fortsat for højt, lyder det fra Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Han er dog positivt overrasket over udviklingen.

»Det kommer faktisk lidt bag på mig. I positiv forstand. Det viser, at bilister rent faktisk er begyndt at sætte farten ned ved skolerne. I hvert fald i forhold til samme periode sidste år,« siger han.

Til gengæld er flere forældre blevet straffet for ikke at spænde deres børn godt nok fast i bilen. 56 børn var ikke fastspændt, og det er en alvorlig sag.

»Det kan altså redde liv, når man er ordentligt fastspændt i et køretøj, hvis det går galt. Derfor er det meget vigtigt, at ens børn er spændt fast,« siger Christian Berthelsen.

»Det generelle billede er, at folk er ret dygtige til det. Men jeg vil gerne opfordre folk til, at det er noget, som bliver bragt i orden,« siger han.

Tallet for i år ligger cirka 20 procent højere end sidste år. I reelle tal er der tale om 10 flere tilfælde.

Det koster 2000 kroner og et klip i kørekortet, hvis man har et barn i bilen uden sele eller i autostol.

Mens 56 børn ikke var spændt sikkert fast i bilen, havde 31 voksne droppet at spænde selen.

Også cyklister var mål for politiets kontrol på skolevejene. Her er der sket en stigning i antallet af folk, der kører uden lys på cyklen i de mørke morgentimer. Det koster 700 kroner at glemme lygten.

Det er ud fra tallene ikke muligt at sige noget om, hvor i landet flest kører for stærkt eller glemmer at spænde sig selv eller børnene fast.

Forklaringen er, at nogle politikredse har haft mere fokus på det ene frem for det andet.

/ritzau/