Trafikkaos på Roskildefestival

Bilerne på Roskilde Festivalens parkeringsplads skal trækkes ud af mudderet. Det skaber kaos, og der kan være ventetid på fire-fem timer.

I mudder op til bilens mave. Det syn møder de mange bilejere, som vil hjem fra årets Roskilde Festival. Falck arbejder søndag på højtryk for at få trukket bilerne ud, men advarer mod lange ventetider.

- Vi frygter kaos igen omkring midnat, siger Falcks koordinerende leder på Festivalen, Morten Pontoppidan.

Falck havde søndag syv biler og 14 mænd parat til at hjælpe folk, og det var der brug for. Ved 18-tiden var omkring 500 biler løsrevet fra mudderet, mens omkring 700 campingvogne venter på at få fast grund under hjulene. Derfor anbefaler Falck også, at bilejere kommer og henter bilen søndag.

- De kan parkere den et andet sted, og så feste videre. For ellers får vi ventetider på fire til fem timer mandag, siger Morten Pontoppidan.

/ritzau/