Træt af at vente i kø med sygesikringskortet i hånden? Med ny app kan du gå direkte til test

Det har fungeret på skoler og uddannelser – nu får det chancen i København og på Bornholm. App'en »Kviktest« betyder, at man ikke behøver registrere sig til hver enkelt test, men at man kan gå direkte i podeboksen.

En downloadet app på smartphonen skal fremover lette processen med at registrere sig, når man skal testes mod covid-19 i testcentrene i Region Hovedstaden og på Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Du har nok prøvet det.

I kø til testcentret. Så i kø til registrering af dit person- og telefonnummer. Og så i kø til podeboksen.

Den proces bliver nu et led kortere. Via en ny app til smartphone kan man registrere sig én gang og fremover gå direkte til selve testen. Man behøver derfor ikke, som nu, vise sit sygesikringsbevis og opgive sit telefonnummer hver gang.

App'en hedder »Kviktest« og kan bruges af borgere i Region Hovedstaden og på Bornholm. Det skriver Copenhagen Medical i en pressemeddelelse.

Når appen er downloadet, registrerer man sig med NemID, og herefter kan man via app’en scanne en QR-kode på det kort, man får udleveret i testcenteret og gå direkte til podning. Svaret kommer som så på en sms og på sundhed.dk.

Tiltaget vil gøre processen mere »smidig og enkel«, og tiden i testcentrene kan minimeres, mener direktør Jeppe Handwerk fra Copenhagen Medical A/S.

Løsningen med en app har i noget tid allerede været brugt på uddannelsessteder, der har testet sig selv siden starten af april. Det drejer sig blandt andet om en række gymnasier, Aarhus Universitet, CBS og Musikkonservatoriet.

»Det har fungeret fint på uddannelsesinstitutionerne, og derfor er vi nu klar til at brede den løsning ud i alle vores testcentre i hele Region Hovedstaden og på Bornholm, så borgerne ikke igen og igen skal vise sygesikringsbevis og oplyse mobiltelefonnummer,« lyder det fra direktøren.