Den lille kjove er på størrelse med en hættemåge og har også en sort kalot. Den er en arktisk fugl, fordi den yngler langt nordpå, men den tilbringer det meste af året ude over havet, hvor den flyver hundredvis af kilometer om dagen for at tilbagelægge i alt 50.000 km om året. Det svarer lige til jordklodens omkreds plus moms.

Den nøjagtige rute for den lille kjove med det lange træk er nu blevet kortlagt af et internationalt hold af forskere med dansk deltagelse, som har »ringmærket« kjover i Nordøstgrønland og på Svalbard med bittesmå chip-enheder på størrelse med en 50-øre, som er langt fra de sendere af walkie-talkie-størrelse på tykke halsbånd, som man måske kender fra natur-TV om at følge isbjørne og tigres færden i naturen.

Den lille chip sender ikke besked hjem om, hvor fuglen aktuelt befinder sig. Den måler dagslysets intensitet og registrerer det løbende i en logbog, som forskerne får adgang til ved at fange fuglene ind igen og aflæse chippen. Når data fra talrige fugle analyseres, kan man udlede, hvordan fuglene har fløjet.

»Den lille kjove er meget stedtro. Normalt vil den bygge rede under 100 meter fra reden fra sidste år, så vi kan regne med at finde dem på samme sted,« siger seniorforsker Niels M. Schmidt fra Arktisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

Niels M. Schmidt er videnskabelig leder af forskningscenteret Zackenberg i Nordøstgrønland, hvor en del af kjoverne er mærkede. Der er i alt 30 dataloggere ude at flyve på den lille kjove. Planen er at nå op på 50. I år er det lykkedes at fange og aflæse data fra otte fugle, tre fra Zackenberg og fem fra Svalbard.

I yngletiden lever den lille kjove næsten udelukkende af lemminger. Mangel på føde kan få den til at opgive at bygge rede, så ingen af kjoverne får unger det år.

»De kan spise lidt insekter, men det giver ikke energi til at lægge æg. Lige nu er der mangel på lemminger i Nordøstgrønland, så vi forventer, at de flyver sydpå uden at yngle, tilbringer efterår og vinter ude på havet og vender tilbage for at prøve igen til næste år. Det kan godt gentage sig i flere år,« siger Niels M. Schmidt.

Lille kjove bliver op til 20 år gammel

Det er ikke et problem for artens videreførelse, at lille kjove springer redebygningen over i nogle år. Som de fleste andre langttrækkende fugle bliver den ganske gammel, 15-20 år, så slægten kan videreføres med få kuld. Men det er et problem for forskerne, der gerne vil aflæse data fra geolocatorerne på fuglenes ben.

»De er næsten umulige at fange, når de ikke er på rede, så vi håber på et rigtig godt lemmingeår til næste år,« siger Niels M. Schmidt.

Den lille kjove er det hvide får i en familie af tyveknægte. De tre større kjove-arter er pirater på de store oceaner, hvor de opsøger og chikanerer selv langt større fugle til at tabe deres mad, så kjoverne kan æde den.

»Kjoverne er såkaldte kleptoparasitter, som lever af at stjæle andre arters mad. Den lille kjove fanger selv sit bytte som en almindelig rovfugl, når den er på landjorden i yngletiden. Og vi ved faktisk ikke, hvordan den får fat i sine fisk ude fra havet. Om den fisker eller stjæler,« siger Niels M. Schmidt.

Dataloggerne, som spændes om den lille kjoves ben med en plasticring, vejer i alt omkring tre gram. Fuglen selv vejer omkring 300 gram.

»Der skal fingerspitzgefühl til at vurdere. hvor meget en fugl kan bære. Fugle, som trækker langt, opbygger store lagre af fedt til at tære på, så de er vant til at flyve med overvægt,« siger Niels M. Schmidt.

Det meste af året tilbringes til havs

Det er ikke en nyhed, at lille kjove trækker ned syd for Afrika. Men de nøjagtige trækruter er svære at kortlægge med ringmærkning, hvor der er år imellem, at en fugl bliver rundet.

Fuglene opholder sig det meste af året til havs, hvor de ikke kan fanges, og hvor der er gode chancer for, at en død fugl bliver ædt, inden den skyller i land.

Kortlægningen med datalogger her udpeget et lille havområde ud for Newfoundland, hvor de arktiske fugle holder en længere pause under rejsen sydpå. Det gælder ikke kun den lille kjove, men også for sabinemågen og arktisk terne, hvis lange træk ligeledes er blevet kortlagt med geolocatorer inden for de senere år.

»Vi ved ikke, hvorfor fuglene foretrækker at hvile sig det sted, selv om man kan gætte på føderessourcer. Men vi ved, at vi skal passe godt på det sted af hensyn til fuglene. Arktis er under pres af klimaforandringer, og vi kender meget lidt til de trusler, som de migrerende arter kan være udsatte for uden for Arktis. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi beskytte dem,« siger Niels M. Schmidt.