Træd ikke på min græsplæne

Natascha Kampusch var fanget i en kælder i mere end otte år. Nu udkommer hendes egen beretning om rædslerne. Den er ingen sensation, men en bevægende historie, hvor hendes østrigske landsmænd ikke glimrer af godhed. Berlingske Tidendes korrespondent har læst bogen.

Natascha Kampusch var en tiårig pige, da hun 2. marts 1998 om morgenen på vej til skole så en hvid varevogn parkeret ved vejsiden. Hun følte sig utilpas, frygtede, måske med en sjette sans, det værste, og det kom til at holde stik. Ved vognen stod en mand, hvis hår var en smule for langt, 'som en student i en gammel fjernsynsfilm fra 70erne', som hun husker i dag.

Da Kampusch ville passere bilen, greb han om hendes talje og løftede hende ind i køretøjet. Hun kom først fri mere end otte år senere efter at være blevet holdt indespærret næsten uafbrudt i et lille kælderrum.

Kampusch er en forfærdelig historie. Den er også fascinerende. Da hun endelig slap fri, var hun jaget vildt, og ud fra dækningen i mange medier, ikke mindst britiske, har man indtryk af, at det ikke så meget gik ud på at fortælle om hendes lidelser i det hele taget, men om mulige seksuelle overgreb. Ung pige, ældre mand, mørk kælder - hvad mere kan man ønske sig for at få oplaget i vejret og, i en internetverden, klikkene frem?

Da hun siden nægtede at kalde gerningsmanden et monster, blev det endnu bedre. Måske havde hun ligefrem været villig?

Nu har Kampusch skrevet en bog - eller rettere sagt ladet to journalister forfatte en personlig beretning - og hurtigskydende reportere slår til igen. Trivielle oplysninger, der har været fremme utallige gange, præsenteres som 'afsløringer'. Der tales om Kampuschs 'familieidyl', som hun blev revet væk fra for 12 år siden, skønt enhver, der har beskæftiget sig perifært med denne sag, burde vide, at der er tale om et skilsmissebarn, at faderen drak, og moderens nye ven skældte hende huden fuld.

Kampusch var ulykkelig, da hun blev bortført. Det bruger hun nogle sider til at fortælle, men der er åbenbart ikke mange, som har læst bogen, skønt de skriver om den.

Bedriften

Det er synd. Det er en god bog, og det er en bedrift, at man kan mindes en tabt ungdom tilbragt med et sygt og overvejende grusomt menneske uden ondskab eller slibrige detaljer. Man får alligevel en masse at vide på den gammelkloge måde, som er blevet hendes stil, siden hun for første gang henvendte sig til offentligheden efter flugten. Hun fortæller også, hvorfor hun ikke flygtede før. Hun havde teoretisk muligheden for det, når bortføreren tog hende med på skiudflugt eller i byggemarked. Kampusch var, minder hun om, et barn, da rædslerne begyndte:

- Gerningsmanden havde revet mig ud af min verden og anbragt mig i sin egen. Det menneske, som havde røvet mig, som havde taget min familie og min identitet, blev min familie. Jeg havde ingen anden chance end at acceptere ham som sådan og lærte at glæde mig over opmærksomhed og at fortrænge alt negativt. Som ethvert barn der vokser op under vanskelige familieforhold.

Et andet sted taler hun om, at en huskat, som for første gang i sit liv må gå udenfor, vil sidde på dørtærsklen og pibe, fordi den ikke kan håndtere den pludselige frihed. Sådan havde Kampusch det, og som hun beskriver det, er det indlysende. Man tror hende også, når hun med stor styrke afviser at lide af Stockholm-syndromet, altså at nære positive følelser over for den, der piner hende.

Nærheden

Når to mennesker, som Kampusch og hendes bortfører, der hedder Wolfgang Priklopil, bor under samme tag alene og så længe, er der behov, som skal opfyldes, men også her virker det sandsynligt, og rørende, hvad man læser:

- Efter et par måneder i det underjordiske fængsel bad jeg ham for første gang om at omfavne mig. Jeg havde brug for berøringens trøst, for følelsen af menneskelig varme. Det var vanskeligt. Han havde store problemer med nærhed, med berøringer. Jeg selv derimod faldt straks i blind panik og klaustrofobi, når han holdt mig for fast. Men efter nogle forsøg klarede vi at finde en måde - ikke for nært, ikke for tæt, så jeg kunne holde omfavnelsen ud, og nært nok, så jeg kunne bilde mig ind at føle en ærlig, omsorgsfuld berøring.

Det var, skriver hun, den første kropskontakt, hun havde haft til et menneske i mange måneder.

Snerper vil sætte pris på, at situationen siden ændrede sig en smule. De bør også være forberedt på en skuffelse. Hun tilbringer sin første nat over jorden, da hun er 14 år, i mandens soveværelse. Han bandt hende til sig med kabler, men ellers skete der ikke noget, lader hun forstå. Selvfølgelig var der hen ad vejen 'små seksuelle overgreb', skriver hun.

Men sex var åbenbart en af de få ting, han ikke havde på hjernen. Såvel denne nat som mange andre drejede sig for Priklopil om noget andet. Han ville putte sig, siger Kampusch .

- Kontrolleret, fæstnet med kabler, et holdepunkt i natten.

Det lyder akkurat så syndssygt, at det virker rigtigt.

Forbillederne

Hendes banemand var, virker det til, et dybt forstyrret, neurotisk menneske med sadistiske træk. Han pinte og plagede hende, men kunne også forkæle hende. Han slog hende ofte til blods, brækkede hendes lemmer og sørgede for, at hun hele tiden var på sultegrænsen.

På et tidspunkt, da hun var 16 år, målte hun 1,57 meter og vejede 38 kilo. Priklopil, tror hun i dag, ville intet andet end skabe en fredelig, lille verden, med et menneske, som kun var til for ham. Han var en manisk perfektionist, haven og huset skulle udadtil se pæn og 'småborgerlig' ud, siger Kampusch , og indendøre måtte der ikke være en vanddråbe i køkkenvasken.

Når naboer en sjælden gang kom forbi med en kage, tog han imod den ved hoveddøren og smed straks bagværket væk, fordi han var bange for at blive forgiftet. Hans historiske forbillede var Adolf Hitler, en landsmand, hvis værk 'Mein Kampf' stod i reolen.

- Han havde ret med gasningen af jøderne, sagde Priklopil ifølge Kampusch .

Hans mere nutidige idol var Jörg Haider, en anden landsmand. Han hadede udlændinge, selv om han ikke havde noget imod at arrangere fester for indvandrere, f. eks. når de blev gift, for så kunne der tjenes penge.

Østrigerne slipper i det hele taget ikke glimrende gennem de knap 300 sider. Politiet i Wien fremstilles som en flok molboer, der ganske vist sendte 100 mand på gaden for at finde hende, umiddelbart efter hun blev meldt savnet, og helikoptere og hunde, men overså de tydelige spor, der førte til Priklopil.

Der blev sågar sendt betjente til hans adresse, fordi man havde set en hvid varevogn - hans - ved bortførelsen. Men myndighedernes interesse for køretøjer af denne art var blevet omtalt i avisen, så han havde rigelig tid til at forberede sig. Vognen blev fyldt med byggematerialer og ikke nærmere undersøgt. Priklopil blev heller ikke afhørt, selv om han ikke havde et alibi, og hans private forhold burde have fået alle alarmklokker til at ringe. Senere forsøgte en justitsminister at skjule bommerten, fordi en valgkamp stod for døren.

Da Natascha Kampusch endelig, 23. august 2006, slap fri og bad tre mennesker hjælpe sig på åben gade, gik de hurtigt videre. Da hun, desperat, rendte ind i en have til et parcelhus og bad beboeren, en ældre kvinde, om at tilkalde politiet, lød svaret: Hvad gør De i min have? Hvad vil De her?

Da Kampusch gentog nødråbet, spurgte kvinden: Hvorfor kommer De lige til mig?

Senere lød det: Vent ved hækken.Træd ikke på min græsplæne.

Og da der endelig kom to patruljevogne, blev hun først behandlet som en forbryder. Bagefter blev folk sure, når hun ikke glædesstrålende tog imod tilbud om brugt tøj og rengøringsjob.

Det er et mirakel, at hun ikke er blevet skør.

Jeg er fri, slutter hun glædesstrålende sin bog. Det har hun sandelig fortjent.