Torben skal dø

Torben Lundholm Jensen, 65 år. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lægerne foretog en kikkertoperation i januar. De tog en tredjedel af hans nyre i marts. I april kaldte de Torben og hans kone, Helle, til møde på Herlev Sygehus.«Vi kan ikke gøre mere for dig,« sagde de. Metastaserne havde spredt sig, strålebehandling var omsonst, og kemoen gjorde ham bare mere syg. »Nyd nu foråret og sommeren,« sagde de. Men det lød akkurat som: Det bliver måske din sidste.

Vi skal alle dø. Hvor menneskeligt og trivielt kan det blive? Livet fører kun én vej. Til døden. Færdig, bang. Livet tilhører de levende og se så at komme videre med jeres. Sådan tænker 65-årige Torben. Han er hundeangst for at vores samtale skal blive banal. For sådan er den tidligere engelsklærer på Sorø Akademi og tidligere herrekonfektionshandler. Han er hovedets mand. »Du kan også dø i morgen,« siger han til Berlingskes udsendte, som om det rager ham en papand, at han har papir på, at han snart skal dø. Om en måned. Flere år. Han ved det ikke. Men det rager ham selvfølgelig. Mens Torben forsøger at sætte ord på, stiller Helle sig hen i køkkenet med kaffekoppen i hånden og blikket på uendeligt ud ad vinduet. Hun lytter.

»Det er svært. Nogle gange som en kortvarig depression. Jeg bliver umådeligt ulykkelig over, at jeg ikke skal være her mere og over den smerte, jeg påfører min familie ved at være i denne her situation. Og Helle, der pludselig skal være alene og mine børn, der vil savne mig. Jeg stortuder da indimellem. Også sammen med Helle og børnene. Det hjælper også at åbne op for de følelser og sluser. Så tænker jeg, at det er ad helvede til. Hvorfor skal det lige være nu? Jeg har jo ikke lyst til at dø. Jeg vil gerne leve mange år endnu. Men det er mest synd for de overlevende. De skal leve med sorgen og smerten og savnet. De døde mærker jo ikke noget.«

Det ved du ikke noget om?

»Sådan er det i mit univers. Jeg er ret sikker på, at når vi dør, så slukkes lyset.« Klik. Klik. Han tænder og slukker for gulvlampen, der står ved sofaen. »Så er det godnat. Så er der ikke mere.«

Er livet så meningsløst?

»I bund og grund er det da. Der er kun den mening, man selv giver det.«

Torben og Helles mening med hinanden begyndte i Helle og en venindes lejlighed i Store Kannikestræde over Det Lille Apotek. Året var 1969. To år efter sprang Torben fra en karriere som herrekonfektionshandler til engelsk på universitetet. Han boede i Virum. Det var beatmusik. Fester. Diskussioner. Studenterøkonomi.

Helle kommer hen fra køkkenet og sætter sig. »Du gik altid tidligt,« siger hun. »Jeg syntes egentlig, du var lidt små- arrogant, men egentlig meget sød.«

Torben tænder sin pibe og lader den brænde ud, mens han taler. Ofte fik de to forelskede lyst til at besøge hinanden samtidig. Telefon, var der ikke råd til, så Helle tog chancen og kørte med S-tog mod Virum. Torben mod København.

»Der var ikke en eneste gang, hvor vi kørte forbi hinanden,« siger Helle. To år efter blev de gift på Københavns Rådhus. Torben finder et gulnet fotografi frem fra et ringbind. Helle og Torben i rulamspelse foran rådhuset. Storsmilende omfavnelse. Efter syv år og masser af rejser får de deres første af to børn, og Torbens søn fra et tidligere forhold bliver naturligt del af familien.

Helle har svært ved ikke at bryde ind med kommentarer til sin ægtefælle gennem 42 år. Hun siger ofte »vi«, om Torbens jævnlige besøg på Diakonisse Stiftelsens Hospice på Frederiksberg, hvor de ordinerer de 27 daglige piller til ham og taler med ham, når dødens alt for konkrete tilstedeværelse bliver for uhåndterlig. Smerterne minder ham om det. Morfinplasteret på hans ryg minder ham om det. Hans stigende træthed og behov for at sove op mod seks timer om dagen ud over nattesøvnen minder ham om det. Hospicet minder ham om det. Da Torben skulle indlægges første gang på hospice, fordi han var blevet meget dårlig, var der ingen tvivl hos hverken deres tre voksne børn eller hos Helle. »Vi tænkte alle sammen, at det var sidste station,« husker Helle. Torben ænsede intet. Han var for bedøvet af smertestillende medicin.

Der var ellers håb for halvandet år siden. Efter en halv dødsdom og to operationer, blev Torben erklæret rask. Han og Helle kunne ikke tro deres egne ører. De fór ud og bestilte en charterrejse til Malta. Der var ingen ende på de gode bøger, de skulle læse og diskutere i sydens sol med et godt glas rødvin til. Men umiddelbart inden afrejsen, kufferterne var hevet frem, og midt i Torbens mundtlige eksaminer, ringede de fra Herlev Sygehus. De bad ham aflyse alt og komme omgående. Parret var i chok. Torbens sygdom havde bredt sig. Den var værre, end lægerne havde troet. De handlede hurtigt og fandt den lyse stuelejlighed i Ørestad, som de regner med bliver begges »sidste station« og ramme om det vigtige i tilværelsen. Bøger, film, kunst og krydsord. Deres tre børn, børnebørn og gode venner, der ikke er flygtet i berøringsangst for hans sygdom og snarlige deadline. Torben og Helle nyder særligt, som de altid har gjort, deres samtaler om kunst og kultur og rejser. Og nu også børnebørnene og fortiden. Og døden. Rejserne savner han. Torben ville gerne kunne se New Zealand med Helle. Eller Irland. »Men snoren til lænkehunden bliver lidt kortere, fordi vi ikke kan rejse. Ellers er der ikke noget, jeg synes, jeg skal nå. Mest i forhold til børnene og børnebørnene. Jeg ville frygtelig gerne se vores datters lille barn blive født og døbt. Det har jeg heldigvis fået lov til. Mine ønsker bliver på et meget begrænset plan.« Han kommer på et eksempel:

»I foråret havde vi et par skader, der forsøgte at bygge rede i træet her udenfor. I seks uger skete der ikke noget. De fløj op med en pind, og pindene faldt hele tiden ned. Pludselig hang den første pind fast, og så gik det stærkt og i løbet af fjorten dage fik de bygget den fineste rede. Den blæste så godt nok ned for dem senere i en storm. Men det er en anden snak. Men at sidde her ved bordet og følge de to åndssvage fugle … Det er forskellen på os og dyrene. De er ren rygmarv. Der er ikke meget tankevirksomhed der. Vi andre ville have givet op og fundet et andet sted eller gjort noget anderledes, men de to dumme fugle blev ved og ved og ved. Det var fantastisk. Så måske er de ikke så dumme alligevel.«

Hvad har det bedste i dit liv været?

»Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for hun sidder jo dér.« Torben nikker over mod Helle på den anden side af bordet. Hendes øjne siger: Tak i lige måde. »Vi har haft et rigtig godt ægteskab. Med op- og nedture, men vi har gjort de ting, vi ville, også da vi var unge.« Han nævner de mange rejser og vennerne og børnene og børnebørnene.

Hvad har været det dårlige?

»Når arbejdet har taget over.«

Helle bryder ind: »Torben er utroligt loyal og ordentlig, og det irriterede mig grænseløst dengang. Det har været ydre ting og arbejdsmæssige ting, der var det dårlige. Jo mere Torben var væk på arbejde, jo mere beundrede børnene ham, og jo mere skrap var jeg. Det var mig, der kørte showet derhjemme. Jeg kan huske, jeg syntes det var så uretfærdigt.«

Fortryder du, at du har arbejdet for meget?

»Det gør jeg naturligvis. For det betyder jo, at man svigter sin kone og børn. Jeg punker jo mine børn og svigerbørn for, at de ikke skal arbejde for meget.«

Har du nogle råd til os andre, hvis du dør, inden vi gør?

Torben slår sig i tøjret. Hvert enkelt menneske har brug for forskellige råd, mener han. Han vil ikke sætte sig til dommer for, hvad gode råd er. Og dog.

»Grib dagen. Okay, så er vi ovre i det banale. Man skal ikke være så bange, for hvad fanden – det kan ikke gå værre end galt. Tag de chancer, der byder sig til. Prøv nogle ting af, så man ikke bagefter siger: Neeeej, jeg ville ønske, jeg havde gjort det eller det.«

Hvad vil du gerne huskes for?

»For at have været et ordentligt menneske. Det som jeg har prøvet at give vores børn med. At man skal opføre sig ordentligt over for andre og kunne se sig selv i spejlet. Det skal folk helst kunne sige om mig. At jeg var et ordentligt menneske. Der er så mange idioter. Der er selvfølgelig punkter, hvor man træder ved siden af, og det kan være svært at holde sig på dydens smalle sti.«

Helle: »Og så har jeg lovet dig god gravøl bagefter. Jeg håber, vi får tudbrølet, men også talt om de oplevelser, vi har haft sammen. Vi skal have kaffe og pilsner og noget at spise. Der kommer jo folk, vi har kendt altid »Hvad hvis du dør, inden min artikel kommer i avisen?

Torben: »Jeg dør ikke inden for en måned.«

Helle: »Du tror, du beslutter alting …« Hun forsikrer, at hun gerne vil tjekke artiklen for fejl og misforståelser, hvis Torben dør tidligt. Torben afbryder:

»For min skyld må du gerne bringe den. Det gør ingen forskel. Slet ikke hvis jeg er død.«

Torben Lundholm Jensen blev kort efter interviewet indlagt på Diakonisse Stiftelsens Hospice på Frederiksberg. Ved redaktionens slutning var han ikke ved bevidsthed.