En forårsdag i april sidste år blev den norske topadvokat Tor Kjærvik skudt og dræbt af sin egen søn. Nu har sønnen fortalt sin version af, hvad der ledte op til det.
Det skriver det norske TV 2.
Da retssagen mod ham begyndte tirsdag, forklarede han selv, hvad der var sket, efter han tilbage i 2016 mistede sit job og året efter afskar al kontakt med sin mor, bror, onkel og kæreste.
Årsagen til det var – ifølge ham selv – at han følte sig overvåget af flere af dem.
Efter anmodning fra sin far begyndte han i terapi. En terapi, der dog ifølge sønnen var 'nyttesløs'.
Han valgte derfor at flytte til et helt andet sted – og han nægtede at give den nye adresse til nogen, ligesom han blokerede flere familiemedlemmer fra at kunne kontakte ham:
»Men far holdt jeg kontakt med. Han spurgte, hvordan det gik, og hvad jeg lavede, men han var også meget optaget af min adresse. Jeg oplevede det som kontrollerende. Derfor valgte jeg at gå i konflikt med min far også,« forklarede han ifølge norsk TV 2 i retten.
Før drabet fandt sted, valgte han at bryde al kontakt med faderen – men han blev samtidig skuffet over faderens reaktion på det.
»Vi havde nogle samtaler frem og tilbage på telefon, og jeg sagde, jeg syntes, det var bedst, vi ikke havde kontakt. Han var enig i det. Det var en enorm skuffelse, selvom det var mig, det havde taget initiativ til det,« fortalte sønnen ifølge VG.
I samme periode fortæller den tiltalte, at han sled med sin psyke. Blandt andet skal hans spejlbillede have talt til ham.
Det hele kulminerede den dag i april, hvor han ringede til sin far, som ifølge sønnen ville tale om 'løst og fast', mens sønnen ville tale om den konflikt, han mente, der var mellem dem.
De aftalte at mødes den 12. april i faderens lejlighed i Røa i Oslo.
En kort diskussion fandt ifølge sønnen sted, og han fandt en pistol frem, som han sigtede mod faderen, der sad i en stol over for ham.
Da faderens samlever kom ind i stuen til dem, affyrede han det første skud mod faderen. Mod hans hoved.
Efter at være gået fra stedet igen, ringede den 37-årige mand selv til politiet og meldte sig.
Sønnen er i dag indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Hvorvidt den tiltalte var tilregnelig på gerningstidspunktet er et af de vigtigste spørgsmål, retten skal tage stilling til, ligesom der skal tages stilling til, om han skal idømmes tvungent psykisk indlæggelse eller fængselsstraf, skriver VG.
Udover at være tiltalt for drabet på faderen, der blev 70 år, er sønnen også tiltalt for at have affyret mindst otte skud mod faderens samlever, Merete Bertheussen. Hun lykkedes dog med at flygte fra stedet.

