Topadvokat smidt ud af rød fond

Civilstyrelsen siger god for, at bestyrelsen i den skandaleramte Plum-fond kan fyre sin direktør Christian Harlang.

Christian Harlang har ment at hans fyring var ulovlig.Arkivfoto: Lars Helsinghof Bæk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


Den københavnske topadvokat Christian Harlang er fortid i venstrefløjens kriseramte pengetank, Enkefru Plums Støttefond.

I en opsigtsvækkende afgørelse godkender Civilstyrelsen den fyring af fondens mangeårige direktør og altdominerende skikkelse, topadvokaten Christian Harlang, som bestyrelsen i Plum-fonden forsøgte at gennemføre i august i år.

Christian Harlang har ellers modsat sig fyringen. Han har henvist til, at fondens stifter, den velhavende aktivist Lise Plum som døde i 1993, i sit testamente havde udpeget ham til at være fondens daglige leder. Harlang mente derfor, at han reelt havde et livslangt krav på stillingen og ikke kunne afskediges.

Men Civilstyrelsen, som har tilsynet med almennyttige fonde, afviser blankt den udlægning.

- Afgørelsen er en stor sejr for os, og bestyrelsen er lykkelig. Afgørelsen viser, at man ikke kan arve sig til magt og til at styre end fond, siger advokat Knud Foldschack, som repræsenterer bestyrelsen i Plum-fonden.

- Vi skriver sådan set fondshistorie, da Civilstyrelsen går ind og siger, at en fonds økonomiske ve og vel går forud for de testamentariske beslutninger, fastslår Knud Foldschack.

Berlingske.dk har kontaktet Christian Harlang og afventer en kommentar.

Fyringen af direktøren skete i kølvandet på en stribe artikler i Berlingske Tidende i august. Her blev det blotlagt, at Christian Harlang som følge af sine mange roller som fondens direktør, bestyrelsesmedlem, advokat og husvært gennem de seneste år er blevet fondens suverænt største beløbsmodtager. 

I perioden fra 2005 til og med 2008 beløb hans samlede honorarer og salærer for arbejde i og på vegne af fonden sig til ca. 4,5 millioner kroner. 

Ingen af de idealistiske og almennyttige formål, som det er fondens formål at støtte, modtog tilnærmelsesvis så mange penge.

De to største enkeltmodtagere af fondens uddelinger var Retssikkerhedsfonden, hvor Harlang er bestyrelsesmedlem, og tænketanken Ny Agenda. Begge fik 1,3 millioner kroner. Ny Agendas forkvinde er Drude Dahlerup - også mangeårigt bestyrelsesmedlem af Plum-fonden.

Berlingske Tidende har afdækket, hvor Plum-fondens bestyrelsesmedlemmer systematisk har givet hovedparten af fondens uddelingskroner til projekter, som de selv er eller har været involveret i.

Civilstyrelsen tager i sin afgørelse ikke stilling til, om bestyrelsen med denne praksis har været på kant med fondsloven. Det vil være en del af en kommende afgørelse. Styrelsen forholder sig i denne omgang kun til selve grundlaget for at afskedige Christian Harlang og fastslår i den forbindelse:

“Det er Civilstyrelsens opfattelse, at bestyrelsens ret og pligt til at varetage ledelsen af fonden ... omfatter kompetencen til at træffe beslutning om fondens administration, herunder om at ændre en eksisterende administrationsordning og/eller opsige en administrator/direktør.”

Civilstyrelsen afviser samtidig Christian Harlangs påstand om, at fyringen under alle omstændigheder var ulovlig, fordi den blev vedtaget af en bestyrelse med seks medlemmer. Ifølge fondens fundats skal bestyrelsen rumme mindst syv medlemmer. 

Men Civilstyrelsen slår fast, at en bestyrelse har pligt til at lede fonden under enhver omstændighed, så længe fondslovens mindstekrav om tre medlemmer er opfyldt, og så længe der skal træffes nødvendige beslutninger. Styrelsen tilføjer ligeledes at et eventuelt syvende medlem ikke ville have ændret på beslutningen om afskedigelse, idet Harlang betragtes som inhabil og ikke burde havde deltaget i afstemningen.

Ifølge styrelsen var det i forhold til Plum-fonden af “vital betydning”, at bestyrelsen tog initiativer til at skabe bedre balance mellem indtægter og udgifter - bl.a. ved at fyre den lønnede direktør.

Bestyrelsens advokat Knud Foldschack ser afgørelsen som en sejr for “den sunde fornuft”.

“Harlang blev afskediget, fordi han var for dårlig og for dyr. En bestyrelse må have ret til at afskedige en direktør, som ikke udfører et ordentligt stykke arbejde og ikke gør sig fortjent til sine honorarer og salærer,” siger Knud Foldschack.

Det sidste er en direkte henvisning til den seneste tids uro. Et flertal i bestyrelsen har gennem det seneste år krævet, at Harlang tilbagebetaler et større beløb, som han ifølge bestyrelsesflertallet har fået udbetalt uden bestyrelsens godkendelse. Da Berlingske Tidende afslørede dette krav, førte det til voldsom ballade i fonden. Blandt andet truede Christian Harlang en bestyrelseskollega med politi og retssager. 

Enkefru Plums Støttefond var i årevis venstrefløjens største pengetank. For mindre end tre år siden var den ca. 330 millioner kroner værd. Men som følge af den interne uro og et voldsomt tab på aktier er fonden i dag truet på sin eksistens.

Stort set alle aktiver er placeret i aktier i gasbetonfirmaet H+H, som er i dyb krise, og fondens eneste indtægtskilde - aktieudbytte - er tørret ud. Ifølge Civilstyrelsen kan der gå tre-fem år, inden H+H igen betaler udbytte. Plum-fonden har samtidig et stort banklån og en skattegæld, som skal afdrages. Fonden har derfor brug for en aftale med sin bank og skattevæsenet for at kunne køre videre.