Top-efterforskere skal kulegrave Emilie Meng-sagen

Et hold specialister fra bl.a. Københavns Politi skal ifølge DR kulegrave en af de seneste års mest omtalte drabssager.

Arkivfoto: »Vi har samlet en gruppe af meget erfarne efterforskere, efterforskningsledere og analytikere, som gennemgår det meget omfattende materiale, vi har, for at se på, om der er noget i vores store arbejde, vi har overset,« siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til DR. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Politiet har endnu ikke opgivet at opklare en af de seneste års mest omtalte danske drabssager, drabet i 2016 på den dengang 17-årige pige Emilie Meng.

Lidt over to år efter at den unge pige forsvandt sporløst fra stationen i Korsør, har politiet nedsat en gruppe specialister, der skal kulegrave drabssagen. Det skriver DR.

»Vi har samlet en gruppe af meget erfarne efterforskere, efterforskningsledere og analytikere, som gennemgår det meget omfattende materiale, vi har, for at se på, om der er noget i vores store arbejde, vi har overset,« siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til DR.

Ifølge mediet er det blandt andet efterforskere fra drabsafdelingen i Københavns Politi, der skal bistå med efterforskningen. Også politifolk fra andre politikredse samt fra Rigspolitiet skal deltage.

Det er ifølge Ekstra Bladet anden gang i efterforskningen, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi benytter sig af muligheden for at en specialistgruppe ind i efterforskningen.

Gruppen af top-efterforskere tæller op mod ti personer, som sammen skal gennemgå de over tre millioner oplysninger, der er samlet i sagen.

Ud over at der nu kommer friske øjne på sagen, vil specialistgruppen ifølge DR også som noget nyt tage politiets nye IT-system Polintel i brug i efterforskningen. Polintel gør det muligt at analysere sammenhænge mellem telefoner, personer og spor i sagen på en helt ny måde.

Forsvandt sporløst

Emilie Meng forsvandt sporløst efter en bytur.

Hun havde været i byen i Slagelse sammen med to veninder, som hun fulgtes med i toget hjem til Korsør. Det var tidligt om morgenen 10. juli 2016. Mens veninderne tog en taxa fra stationen i Korsør omkring kl. 4, ville den 17-årige Emilie Meng gå hjem, men nåede aldrig frem.

Et halvt år efter, 24. december 2016, blev Emilie Mengs lig fundet ved søen i Borup på Midtsjælland. Et vidne har siden fortalt, at hun om morgenen 10. juli så en mand bære rundt på noget tungt tæt ved søen.

Siden Emilie Meng forsvandt, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi haft gang i en massiv efterforskning i sagen.