Tom Jensen: »Undskyld mit franske. Men der skal mere til end et par socialisters boliglykke for at pisse mig af«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Johanne har købt en villa i Valby til 6,4 millioner, og Pernille har scoret 1,2 millioner på den forældrekøbslejlighed, hendes mor i sin tid sørgede for til hende, og har nu investeret i en eksklusiv såkaldt penthouselejlighed på Nørrebro. Som sådan ikke informationer, der burde påkalde sig større interesse, hvis ikke det var, fordi Johanne hedder Schmidt-Nielsen til efternavn, mens Pernille hedder Skipper og netop har afløst Johanne som politisk ordfører for Enhedslisten.

De to er med andre ord landets over-socialister, og så er det hyggeligt at hyle lidt over deres hybel-hykleri. Johanne Schmidt-Nielsens mest på et lidt principielt niveau, noget med at det er morsomt, når en politiker for et parti, der er imod ejendomsretten, lader sig integrere i en grundejerforening. Hvorimod reaktionen på Pernille Skippers forældrekøbsfordel var mere lige på og hårdt: Mens Enhedslisten i meget direkte vendinger har krævet begrænsninger i muligheden for forældrekøb, fordi de betragter den slags som »en ulighedsmaskine«, så generer det åbenbart ikke partiets fremtrædende folk selv at drage personlig fordel af uvæsenet.

Personligt kan jeg håndtere forargelsen. Og undskyld mit franske: Jeg vil endda tillade mig at udvise så stor en grad af borgerligt overskud, at der skal mere til end et par socialisters boliglykke for at pisse mig af. For nu at parafrasere lidt over et gammelt Johanne-citat: De to skal være så velkomne. Det kan også blive for småtskårent.

Snarere burde man hæfte sig lidt ved en helt anden problemstilling, som de to Enhedsliste-frontfigurers jongleren med millionerne på det storkøbenhavnske boligmarked er et symptom på. Nemlig den hastigt aftagende folkelige autencitet hos magthaverne i dette land. Nogle bruger betegnelsen den politiske klasse om fænomenet. Det indbefatter også en betragtelig del af embedsmandsapparatet på Slotsholmen og omegn – og en ikke ringe andel af os, der befolker medierne.

Vi ligner hinanden. Vi lever som hinanden. Vi kan være politisk dybt uenige, men kulturelt og som samfundsklasse er vi ikke desto mindre forbavsende endimensionelle. Det er således en syrligt sigende detalje, at Pernille Skipper er gift med en journalist fra DR, mens Johanne Schmidt-Nielsen er blevet kæreste med en spindoktor. Det er der intet som helst galt i, vil jeg skynde mig at understrege. Jeg ville da også selv være en hykler, hvis jeg kastede mig kritisk frådende over de to politikeres private valg inden for områderne bolig og kærlighed. Selv er jeg nemlig gift med en journalist og bor i et område på Østerbro, der er en vaskeægte ghetto for mediefolk, politikere og fremtrædende embedsfolk i de offentlige systemer. Jep, caffe latten flyder i stride strømme, luften er mættet af speltpartikler og lytter man nøje efter, kan man høre de noble konversationer summe i den snakkende klasse.

Engang var det anderledes. Engang var autenciteten nærmest indlejret i det at være eksempelvis politiker. Man var sendt til tinge for at repræsentere nogen. Hvad enten det var Venstre-bønderne, de socialdemokratiske arbejdere, det konservative borgerskab eller husmændene og de små handlende eller skolelærerne. Det er velkendt, at det i løbet af 40-50 år har ændret sig markant. I dag rekrutteres såvel politikere som embedsmænd – og såmænd også en del mediefolk – i langt højere grad end tidligere fra den samme surdej af en halv- eller helstuderet universitetselite, for politikernes vedkommende i stort omfang indbefattende en grundig opdragelse og tilslibning i partiernes ungdomsorganisationer. Mens 77 pct. af folketingsmedlemmerne valgt i 2011 havde en lang eller mellemlang videregående uddannelse, var det i 1977 kun 46 pct.

Så markant har udviklingen været, at man efterhånden bider særligt mærke i undtagelserne. En Mattias Tesfaye med sin murerbaggrund hos Socialdemokraterne, en fabriksarbejder og tidligere ølchauffør og fagforeningsmand som Finn Sørensen hos Enhedslisten, en hotelkædedirektør som Villum Christensen fra Liberal Alliance. Eller for den sags skyld dele af Dansk Folkepartis 37 medlemmer store gruppe indvalgt i 2015 med så mange arbejdere i begrebets klassiske forstand, at det i sig selv var med til at løfte andelen af folketingspolitikere med faglært eller ufaglært baggrund fra 14 til næsten 19 pct. Men det er stadig undtagelserne, der bekræfter reglen.

Og det er dét, som er den egentlige historie om Johanne Schmidt-Nielsens og Pernille Skippers boligeventyrligheder. Der er ikke det mindste hykleri ved det, de har foretaget sig. Tværtimod. De har derimod helt forudsigeligt og uhyklerisk opført sig præcis, som det forventes, når man tilhører den politiske klasse, hvor man er rundet af det samme, bor de samme steder, ligner hinanden kulturelt og på tværs af politiske skel billedligt talt ser verden fra det samme udsigtspunkt. Som udmærket kan være altanen i et lukrativt forældrekøb, kvistvinduet i en penthouselejlighed eller terrassen i en eftertragtet Valby-villa.

Der er ganske enkelt ikke noget at komme efter.