Tom Jensen: Sig mig, lever vi nu i en skør-skør-verden, et kukkukkongerige, en gakkelakgalakse?

Den regnemetode, som efter alt at dømme ligger til grund for Donald Trumps straftold mod stort set resten af verden, giver ingen mening. Så hvad er det, vi nu står over for?

377 sider. Så tyk var den rapport, USAs præsident, Donald Trump, stod og viftede med i The Rose Garden ved Det Hvide Hus i Washington, D.C., da han akkompagneret af hornmusik lancerede »Liberation Day« – den amerikanske frihedsdag.

Der som bekendt bestod i at indføre straftoldsatser over for de fleste af verdens lande. Minus Rusland, Belarus, Cuba og Nordkorea, bevares, men man kan jo ikke få det hele med. Til gengæld har man indført ti procent told på en vulkanø tæt på Antarktis, hvor der kun bor pingviner.