Tolke vil tilbage til Mellemøsten

Nogle af de irakiske tolke vil tilbage til et af de andre lande i regionen omkring Irak. Udenrigsministeriet hjælper dem.

Otte af de godt 200 irakiske tolke og deres familier, der i juli blev evakueret fra Irak i al hemmelighed, ønsker at vende tilbage til Mellemøsten. I alt drejer det sig om 34 personer. Resten vil blive i Danmark, og i næste uge får de svar på, om de har fået asyl. Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

- Det skifter hele tiden, men lige nu ønsker otte og deres familiemedlemmer, at vi arbejder videre med en regional løsning for dem. Der har været flere, men de er frafaldet ønsket, siger Marie-Louise Wegter, souschef i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor.

Ministeriet har lovet irakerne, at man vil hjælpe dem med at finde jobmuligheder i Golf-regionen. Bl.a. formidler ministeriet kontakt mellem tolkene og lokale arbejdsgivere i lande som Saudi Arabien, Kuwait og Qatar.

Tolkene har arbejdet for de danske styrker i Irak og var derfor i livsfare i hjemlandet, når Danmark trak sig ud. I Danmark bor de i asylcentre i Thyregod og Ebeltoft i Jylland.

/ritzau/