Tør du ansætte "pølseterroristen"?

Anderledes og kunstnerisk. Sådan omtaler Nabaz Anwar sin jobansøgningshjemmeside.

Nabaz Anwar er sociolog og fotograf og har begået en jobansøgnings-hjemmeside i den sjove og modige ende af skalaen: http://www.nabaz.dk/ Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Han er blandt Danmarks ca. 163.300 arbejdsløse Nabaz Anwar. I forsøget på at skille sig ud fra mængden og på den måde komme tilbage på arbejdsmarked, har han lavet en anderledes jobansøgning på sin hjemmeside.

Se Nabaz Anwars jobansøgning her.

På hjemmesiden ses et billede af Nabaz som "pølseterroristen", hvor han har spændt en masse røde pølser rundt om maven, så det ligner en selvmordsbombe. Ved siden af billedet står spørgsmålet "Tør du... Ansætte mig?". Her får potentielle arbejdsgivere så mulighed for at klikke ’Ja’ eller ’Nej’.

Den anderledes jobansøgning har Nabaz Anwar, der blandt andet kan skrive sociolog og fotograf på sit CV, lavet for at få folk til at huske ham. Men den 37-årige mand, der har været arbejdsløs i snart to år, vil også gerne provokere folk, der har fordomme mod indvandrere.

- Jeg er ikke selv religiøs og møder ikke personligt fordomme i min hverdag, men jeg ser det ofte på gaden og ude i verden. Nogle gange glemmer jeg faktisk selv, at jeg er indvandrer. Jeg er gift med en dansk kvinde, og mange af mine venner er danskere.

Hans hjemmeside bliver set af mange mennesker og kører også rundt på Facebook og Twitter, men der er stadig ingen, der har kontaktet ham med hensyn til jobs.

- Jeg er ikke blevet tilbudt noget arbejde endnu, men der er mange, der ringer til mig for at få et billede af pølseterroristen, siger Nabaz Anwar.

Hjemmesiden har skabt en masse opmærksomhed, men Nabaz håber også, at den vil inspirere andre arbejdsløse til at tænke mere kreativt, så de ikke bare ender som endnu en kedelig kuvert i den kasserede bunke hos arbejdsgiverne.


Skribenten er erhvervspraktikant fra 9. klasse på Nordvangsskolen i Glostrup.