Tømmermænd efter boligfesten

Nulvækst i boligpriser på landsplan og faldende priser i København. Afmatningen på boligmarkedet køler dansk økonomi, forudser Nordea i ny prognose.

Det er slut med boligprisernes himmelflugt i denne omgang - og Københavnerne må tilmed indstille sig på prisfald.

Det spår Nordea i en ny økonomisk prognose, som blev offentliggjort onsdag.

Den nordiske bankkoncern venter "noget nær nulvækst" i priserne på huse og ejerlejligheder på landsplan det næste år med mulighed for direkte prisfald i enkelte kvartaler - særlig i de dyreste områder som København, skriver Nordea.

Banken forudser, at afmatningen på boligmarkedet vil køle økonomien herhjemme. Man venter dog fortsat en blød landing for dansk økonomi.

- Men det stramme arbejdsmarked og afmatningen af boligmarkedet giver væsentlig risiko for et mindre gunstigt forløb i form af en henholdsvis kraftig forværring af konkurrenceevnen eller et decideret fald i boliginvesteringer og forbrug, hedder det.

/ritzau/