»Når sjælen kaster op« er noget så sjældent som et mainstream popalbum, der oser af indigneret klassekamp. Og store Tobias Rahim stiller sig naturligvis på den lille mands side. Det er et album fuld af både vrede, angst og fortvivlelse. Men også overraskende lommer af ømhed, empati og håb.
Det lyser ud af hver eneste linje, at det er sange, der vil noget. Sange der vil gøre en forskel. Sunget af en stemme, du ikke kan ignorere, fordi den siger og udtrykker ting, du ikke har hørt før. Og slet ikke i så rendyrket popmusikalske gevandter som tilfældet er her. Med »Når sjælen kaster op« skriver Tobias Rahim sig ind i den absolutte top af den moderne danske sangskat. Deroppe, hvor alle kan synge med på ens sange, og musikken bliver en del af vores alle sammens fælles referenceramme. Større bliver det vel næppe.
