Toastrøvere bag tremmer

En 53-årig mand blev kort før midnat fredag udsat for groft pistolrøveri, da to røvere brød ind i hans lejlighed og stjal penge og toastbrød.

Fire personer i alderen 22 til 43 år blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger for et groft røveri mod en 53-årig mand i dennes eget hjem sent fredag aften.

To af røverne troppede op hos den 53-årige og truede ham på livet med både pistol og strømpistol, oplyser politiet i Frederikssund. Herefter tvang de ham til at udlevere 1200 kroner og en mobiltelefon, inden de fortsatte til mandens køleskab og stjal en pakke toastbrød.

Herefter forsvandt røverne i en bil, hvor de to medgerningsmænd sad og ventede. Det lykkedes efterfølgende politiet at opspore og anholde firebanden.

/ritzau/