Toårigt barn overlever fald fra 2. sal

En toårig dreng er uden for livsfare efter, at han torsdag styrtede ud af et vindue fra en lejlighed på 2. sal. Et halvtag blev hans redning.

Den toårige dreng, der torsdag aften faldt ud af et vindue fra 2. sals højde på Nørrebro i København, er uden for livsfare. Det oplyser den vagthavende på Station Bellahøj fredag.

- Han har det efter omstændighederne godt, og lægerne har nu erklæret ham uden for livsfare. Han er sluppet heldigt fra faldet, men vi ved endnu ikke, om han har taget varig skade, siger den vagthavende, der ikke har oplysninger om, hvorvidt drengen er vågnet af sin kunstige koma.

Den toårige styrtede ud af lejlighedens køkkenvinduet, mens hans mor stod og lavede mad. Hun så ikke, hvad der skete, men pludselig faldt drengen ud ad vinduet.

Han faldt dog ikke hele vejen ned, men landede på et stort halvtag omkring fire meter under vinduet.

Drengen pådrog sig læsioner i hovedet ved faldet.

/ritzau/