Kort før klokken 20 fredag aften blev en fodgænger, der med kæresten var ude for at lufte sin hund, ramt af en bil ved krydset mellem Tagensvej og Jagtvej på Nørrebro.
Kort tid efter stak de tre mænd, som befandt sig i bilen, af fra stedet. Den påkørte fodgænger blev bragt til hospitalet – ifølge Københavns Politi er han udenfor livsfare.
Københavns Politi formoder, at der er tale om gaderæs mellem to biler, hvor føreren af den en bil – en Porsche Cayenne – mistede herredømmet i ræset, hvorefter han bragede ind i en bygning ved Tagensvej og altså dermed også ramte fodgængeren.
Senere på aftenen fandt en anden ulykke sted, denne gang på Frederiksberg, hvor en bil i høj fart ramte noget vejafspærring ved Pile Allé.
Også her stak to mænd af fra stedet, hvorefter de satte kurs mod Søndermarken.
»Et køretøj påkører noget vejarbejde, og to personer løber fra stedet ned mod Søndermarken. De bliver eftersøgt på aftenen,« siger Jess Voldager, vagtchef ved Københavns Politi.
Politiet har endnu ikke haft held til at finde nogle af de i alt fem mænd, der stak af fra de to ulykkessteder.
Kan ikke udelukke en sammenhæng
Begge ulykker efterforskes intensivt af Københavns Politi, som foretager tekniske undersøgelser og indsamler vidneforklaringer fra begge ulykkessteder.
»Vi efterforsker fortsat, og så er der nogle tekniske undersøgelser, der er blevet foretaget, og vidneforklaringer, som må klarlægge hændelsesforløbet,« siger Jess Voldager.
Adspurgt om der er sammenhæng mellem de to ulykker, siger han, at det ikke er noget, politiet på nuværende tidspunkt kan sige, men at det er noget, man er opmærksom på i forbindelse med efterforskningen.
Jess Voldager kan på nuværende tidspunkt ikke give et signalement af en eller flere af de i alt fem personer, men politiet arbejder ud over vidneforklaringer også med videoovervågninger.
Foruden de to ulykker på Nørrebro og på Frederiksberg fandt en tredje trafikulykke sted senere fredag aften, da to kvinder kørte ind i et træ ved Kongelundsvej i Kastrup.
»Der er tale om et helt almindeligt færdselsuheld, hvor to personer påkører et træ,« siger Jess Voldager.
Ifølge Københavns Politi er der ingen af de implicerede ved de tre trafikuheld, som er i kritisk tilstand.




