To unge mænd melder sig selv i københavnsk drabssag

En svensker mistede livet i påsken. Politiet sigter to for drab. De fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

Foto: Nils Meilvang. Arkivifoto: En svensker mistede i påsken livet. Politiet sigter to for dødsvold. Man leder fortsat efter en tredje person.
Læs mere
Fold sammen

Politiet i København har anholdt to personer, som menes at stå bag en 47-årig svenskers død.

Manden blev i påsken fundet død i en kanal tæt ved Christiania.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller, afdelingen for personfarlig kriminalitet.

»Tirsdag morgen anholdt vi to unge mænd på 20 og 21 år, der sigtes for manddrab og grov vold,« siger Jens Møller til Ritzau.

Anholdelserne skete klokken 9.23 tirsdag, da de to meldte sig selv til politiet på Hovedbanegården.

»Derefter hentede vi dem ind til Politigården, hvor vi afhørte dem.«

De to mænd vil blive fremstillet i et grundlovsforhør klokken 9.15 onsdag. Her vil man begære lukkede døre.

Om drabet udspringer af en konflikt i bandemiljøet, vil Jens Møller ikke sige meget om.

»De er kendt af politiet. Men så vil jeg ikke sige mere,« lyder det.

Liget af den 47-årige svensker blev skærtorsdag fundet i voldgraven ved haveforeningen Vennelyst på Amager.

Han var blevet udsat for både slag og spark, viste det sig. Dødsårsagen er drukning, har en obduktion vist.