To unge mænd i bil såret af skud i Hundige

Hundige var i sensommeren præget af bandeuro. Nu er der blevet skudt i byen igen.

Mads Claus Rasmussen - 2019012
Midt- og Vestsjællands Politi arbejder ud fra teori om, at skyderi i Hundige bunder i et opgør i det kriminelle miljø. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Greve. To mænd er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi uden for livsfare efter natten til søndag at være blevet ramt under et skyderi i Hundige.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at det drejer sig om en 19-årig og en 21-årig.

Sammen med en 23-årig mand kom de kort før klokken 01 kørende ad Godsvej i nordlig retning. I krydset ved Hundige Centervej holdt de for rødt lys, og der blev skudt mod bilen. Den 23-årige blev ikke ramt.

Politiet oplyser, at man arbejder ud fra en teori om et opgør i det kriminelle miljø. Men det nærmere motiv er ikke fastslået.

Netop Hundige, som ligger i Greve Kommune, var i fjor plaget af skyderier og andre uroligheder i bandemiljøet. Dengang havde det relation til bandeuro i København.

Her skete der et brud i banden Brothas - som ellers havde ligget i krig med en anden bande, LTF. De nye fraktioner røg i totterne på hinanden, og den uro trak tråde til de kriminelle miljøer syd for hovedstaden.

I sensommeren 2018 indførte politiet visitationszoner i området. I den forbindelse fortalte politiet, at man flere gange standsede formodede bandefolk iført skudsikker vest eller i besiddelse af slagvåben.

Politiet ved endnu ikke, hvor mange skud der blev affyret natten til søndag. Hvor skuddene blev affyret fra, er også uklart.

/ritzau/