To ud af tre kvitter cigaretterne uden hjælp

De fleste bliver røgfri uden rygestopkurser eller nikotinpræparater, viser en undersøgelse blandt knap 6.500 tidligere rygere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Apotekernes hylder er spækket med rygestopprodukter, men faktisk har mange rygere held til at lægge cigaretterne uden hjælpemidler eller rygestopkurser. Det viser en undersøgelse blandt knap 6.500 tidligere rygere lavet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, skriver Politiken.

Hele 63 procent af de tidligere rygere svarer i undersøgelsen, at de er blevet røgfrie uden støtte i form af nikotintyggegummi, rygestopkurser eller andet. Og det er ifølge Politiken typisk mænd, unge mellem 14 og 29 år og personer, der har røget under 15 cigaretter om dagen, der kvitter tobakken uden hjælp.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse, Kræftens Bekæmpelse havde i forvejen, fortæller projektchef Niels Them Kjær.

»Men selvom mange lykkes med at stoppe selv, ved vi fra en lang række danske og udenlandske undersøgelser, at det, der giver størst sandsynlighed for at kunne gennemføre et rygestop, er en kombination af rygestopkurser og medicinsk hjælp,« siger han til Politiken.

Overlæge hos Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Charlotta Pisinger oplyser, at det typisk er storrygere med mange års afhængighed bag sig, der har sværest ved at blive røgfri uden professionel hjælp.

Ifølge tal fra Danmarks Apotekerforening blev der i 2013 solgt 20 millioner døgndoser nikotinerstatning, hvilket gør præparaterne til den mest solgte håndkøbsmedicin herhjemme.

Cirka 750.000 danskere ryger dagligt, og ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse ønsker tre ud af fire af dem at stoppe.