Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
To personer, der ejer fem restauranter i Jylland og på Sjælland, er blevet anholdt og sigtet for en paragraf om menneskehandel.
De har ifølge sigtelsen udnyttet udenlandske statsborgere til tvangsarbejde.
Anholdelsen af de to personer var led i en større europæisk aktion mod menneskehandel. Den var koordineret af Europol, og i Danmark var blandt andet fem politikredse, Skat og Center Mod Menneskehandel med i indsatsen.
Leder af aktionen vicepolitiinspektør Jan Schmidt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at begge personer er anholdt på Sjælland.
»Jeg er meget tilfreds med vores indsats i dag. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at sætte fokus på menneskehandel og tvangsarbejde, så vi sender et signal til bagmændene om, at det ikke er acceptabelt,« siger han.
»De anholdte har beskæftiget nogle udenlandske statsborgere, og der har man retsstridigt udnyttet en vildfarelse om arbejdets omfang og aflønning,« siger Jan Schmidt.
Det betyder, at de to anholdte har gjort brug af tvangsarbejde.
Jan Schmidt kan ikke gå dybere ind i sagen, da sagen skal efterforskes yderligere. Politiet har »en del materiale« at gå videre med.
Det er derfor ikke muligt at få at vide, hvor mange mennesker der skulle være blevet udnyttet.
»Vi ved, at der er nogle stykker. Vi ved også, hvor de pågældende personer kommer fra, men det vil jeg heller ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt,« siger Jan Schmidt.
/ritzau/