To mand fængslet for drab og drabsforsøg efter skyderi i Rungsted

Weekendens skuddrama i Rungsted kostede en ung mand livet og sårede fire andre. Politiet har mistanke om, at der var tale om en konfrontation mellem to lokale bandegrupperinger. Fem personer blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør, og det endte med, at to af dem blev fængslet i fire uger.

Politi og ambulancer til stede efter skyderi på Rungsted Strandvej lørdag den 6. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal

Forårets idyl blev lørdag aften skiftet ud med ren og skær rædsel, da beboerne på Strandvejen i Rungsted pludselig hørte skud.

»Først hørte jeg to skud. Og så tænkte jeg ved mig selv, at det ikke var fyrværkeri. Så kom de fire andre skud. Derefter gik der et sekund, og så lød der et brag. Det næste, jeg hørte, var lyden af bilhorn,« fortalte en beboer i området, Francina Poulsen, til DR Nyheder.

Klokken 18.03 modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om skyderiet. Da betjentene få minutter senere ankom, var ni mænd til stede på gerningsstedet. Fem af dem var kvæstede. En af dem var død.

Politiet foretog sent lørdag 22 anholdelser. Fem af de anholdte blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, mens de øvrige er blevet løsladt. Syv mænd blev anholdt i Rungsted, seks i Hundige, mens de resterende er anholdt andre steder på Sjælland, oplyste politiet på et pressemøde søndag.

På gerningsstedet har politiet desuden fundet et skydevåben, der menes at være forbundet til skuddramaet.

Da de fem mænd søndag blev ført ind i Retten i Hillerød, hvor de blev fremstillet i grundlovsforhør, var de alle sigtet for drab samt sigtet for forsøg på at dræbe mindst fire andre. De handlede ifølge politiets opfattelse i fælles forening, og angrebet var nøje planlagt, mener politiet.

Den ene sigtede, der ifølge Ritzau ankom til retten i en blå DNA-dragt, som sikrer tekniske beviser på tøjet, var desuden sigtet for at have været i besiddelse af et skydevåben.

De sigtede nægtede sig skyldige i drab og drabsforsøg, mens den sigtede i DNA-dragt erkendte sig skyldig i våbenbesiddelse.

Dommeren valgte at lukke dørene efter anklagerens opfordring. Begrundelsen var blandt andet, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at der er medgerningsmænd på fri fod.

Efter godt fem og en halv time besluttede dommeren at fængsle to af mændene i fire uger. Begrundelsen var blandt andet, at vidner så de to mænd løbe fra gerningsstedet på Rungsted Strandvej tidligt lørdag aften.

Samtidig blev anholdelsen af de tre andre mænd opretholdt i tre døgn.

Jakob Olrik, øjenvidne

»Der var en masse politi med skudsikre veste og automatvåben.«


»En voldsom oplevelse«

Flere vidner har efter den dramatiske episode gengivet deres oplevelser i medierne.

Et vidne ved navn Jesper kørte langs Strandvejen med sin hustru, da han så, at der var sket et uheld. Politiet var endnu ikke ankommet, da den voldsomme scene mødte dem.

»Vi steg ud af bilen, og der lå en person, som var blevet ramt af skud i benet. Lidt længere fremme på vejen lå en person, som var blevet ramt i hovedet. Ham var der allerede nogen henne ved, så vi gik hen til ham, der var ramt i benet. Jeg sad ved ham, mens politiet begyndte at ankomme til stedet,« fortæller Jesper til B.T.

Jesper sad og holdt den sårede mand i hånden og beroligede ham, indtil ambulancen kom.

»Han var ramt rigtigt i det ene ben og snittet i det andet. Han skreg, og benet begyndte at hæve voldsomt, mens vi sad der.«

Et andet øjenvidne fortæller til DR Nyheder, at han i en taxa kom kørende ad Rungsted Strandvej, som han steg ud af, da vejen var spærret.

»Der var en masse politi med skudsikre veste og automatvåben. Og der var en gruppe af lidt gangsteragtige typer, der råbte og skreg og virkede meget ophidsede. Politiet forsøgte så at få dem ned på jorden,« fortæller Jakob Olrik til DR Nyheder.

Politiet fortalte ham, at han ikke måtte gå ude på vejen, og at han i stedet skulle søge ind i husene.

»Det var en lidt voldsom oplevelse,« fortæller Jakob Olrik.

Politiet mener, at skudepisoden kan være banderelateret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal.

Flåede døren op til vidnes bil

Birgitte Brogaard fik sig også et chok, da hun sammen med en veninde og sine tre hunde kom kørende ad Strandvejen lørdag aften. Foran hende holdt to biler, der var kørt sammen, og adskillige mænd løb rundt i panik. Nogle råbte, og nogle græd. Det skriver B.T.

»Først troede vi, at der var tale om en trafikulykke, men så kom en mand løbende hen til bilen og flåede døren op, mens han råbte, at han skulle låne en bil, da der var en, som var død,« fortæller Birgitte Brogaard til B.T.

Hun valgte ikke at udlevere bilen og ringede i stedet 112. Politiet fortalte hende, at hun skulle blive på stedet, indtil de ankom.

»Vi er ærligt talt noget rystede,« fortalte Birgitte Brogaard kort efter episoden.

En mulig lokal bandekonflikt

Den afdøde mand var 20 år gammel og fra Nivå, mens de fire sårede mænd er i alderen fra 20 til 27 år. Blandt de sårede er én blevet ramt af skud, én er blevet stukket ned med en kniv, mens de to sidste er blevet kørt ned. Tre af mændene er fortsat på hospitalet med alvorlige skader. Politiet har endnu ikke fundet kniven.

De anholdte i sagen er kendt af politiet og har tilknytning til kriminelle netværk. Den foreløbige efterforskning peger i retning af, at skyderiet var banderelateret.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det et tilfældigt møde mellem to rivaliserende bandegrupperinger på en café ud til vandet i Rungsted, som førte til skyderiet.

Ifølge mediet er grupperingerne fra henholdsvis Nivå og Kokkedal og har begge tidligere været en del af Loyal to Familia-banden (LTF).

Politiet fortsat synligt

Nordsjællands Politi oplyste søndag, at de fortsat vil være til stede i Rungsted for at mindske utryghed.

»Jeg har stor forståelse for, at der kan opstå utryghed efter sådan en hændelse. Derfor vil vi også være ekstra synligt til stede, både i Rungsted og i andre dele af politikredsen for at sikre, at borgerne igen føler sig trygge,« siger Carsten Spliid, politiinspektør og linjechef for Forebyggelse og Nærhed, Nordsjællands Politi.

Politiet leder stadig efter vidner eller andre, der har oplysninger, som kan bidrage til sagens opklaring. Henvendelse til Nordsjællands Politi kan ske på telefon 114.