To mænd sigtes for rovmord på 49-årig mand i Hammerum

To unge mænd er sigtet for at skubbe 49-årig mand ud over gelænder i anden sals højde og røve 15.000 kroner.

To mænd fremstilles torsdag middag i grundlovsforhør ved Retten i Herning sigtet for rovmordet på en 49-årig mand fra Hammerum i august sidste år. Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau Fold sammen
Læs mere

To mænd fremstilles torsdag middag i grundlovsforhør ved Retten i Herning sigtet for rovmordet på en 49-årig mand i Herning-forstaden Hammerum 25. august sidste år.

Det fremgår af sigtelsen, som torsdag middag er blevet læst op i retten.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 18 og 23 år, som ifølge sigtelsen i forening skal have begået drab og røveri.

De to personer skal ifølge sigtelsen have skubbet den 49-årige ud over et gelænder fra anden sals højde om aftenen ved 18-tiden.

Ofret - Johnny Pedersen - afgik ved døden.

Herefter røvede de to mænd ifølge sigtelsen den 49-årige for 15.000 kroner.

Ud over de to sigtede, der fremstilles torsdag i grundlovsforhør, har politiet sigtet tre andre formodede medgerningsmænd i sagen.

De øvrige sigtede er angiveligt blevet varetægtsfængslet ved et tidligere grundlovsforhør.

Den 18-årige mand nægter sig skyldig i anklagen om drab og røveri, mens den 23-årige mand kan erkende røveri.

Efter at sigtelsen er blevet læst op, har dommeren besluttet at lukke dørene.

Det sker efter begæring af anklager Pia Koudahl, Midt- og Vestjyllands Politi, som har ønsket dørlukning af hensyn til sagens efterforskning.

- Der er et hændelsesforløb og et motiv, som ikke er fuldt klarlagt endnu, siger Pia Koudahl i sin begrundelse for at kræve dørene lukket.

Den 49-årige blev 25. august klokken 18.18 fundet død på en adresse på Elmegade i Hammerum.

Politiet kaldte det dengang et "mistænkeligt dødsfald" og kunne ikke umiddelbart afgøre, om manden var faldet ud fra ejendommen ved et uheld, eller om han var blevet skubbet.

I forbindelsen med hændelsen efterlyste politiet to mænd på omkring 20 år, som af vidner var blevet set i nærheden af adressen.

Derefter var der tavshed i sagen fra politiets side, mens efterforskningen stod på.

En efterforskning der er endt med at pege i retning af i alt fem mænd, der efter politiets opfattelse skal stå bag rovmordet.

/ritzau/