To mænd fængsles efter narkorøveri i Aalborg

Narkohandel endte tilsyneladende med røveri. Politiet sender flere patruljer på gaden for at øge trygheden.

To mænd på 18 og 19 blev fredag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for røveri og frihedsberøvelse. (ARKIVFOTO) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag aften blev der affyret en gaspistol på Annebergvej. Det høje brag lød, da to mænd på 21 år blev udsat for røveri og ulovlig tvang.

Ved et grundlovsforhør fredag ved Retten i Aalborg blev to andre mænd på henholdsvis 18 og 19 år varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for røveri og frihedsberøvelse.

»Det er vores opfattelse, at der er tale om et narkotikasalg, som udvikler sig til røveri,« siger politiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse.

Efterforskningen fortsætter og politiet leder efter en tredje person, som man regner med har været med til røveriet.

»Vi har stadig en større efterforskning foran os, hvor vi skal have klarlagt hændelsesforløbet før, under og efter episoden og foretaget yderligere afhøringer,« understreger Anders Uhrskov.

De to ofre er blevet sigtet for salg af en mindre mængde narkotika, oplyser politiinspektøren. Han vil dog ikke vil give yderligere detaljer om sagen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Det betyder, at det ikke er muligt at få oplyst, hvad de sigtede har forklaret. Men de kærede ikke varetægtsfængslingen til landsretten.

Ifølge Nordjyllands Politi var der tale om et opgør i et kriminelt miljø. Derfor har almindelige borgere ikke grund til at være bekymrede, lyder det fra Anders Uhrskov.

Både for at øge borgernes tryghed og for eventuelt at skaffe oplysninger om narkosalg har politiet i Aalborg øget patruljeringen fredag.

/ritzau/