To mænd efterlyses i sag om drabsforsøg på tankstation

En ung mand blev stukket med kniv på en tankstation i Horsens, hvorefter han forsøgte at påkøre to andre.

Eftersøgte af politiet. Fold sammen
Læs mere

Knap en uge efter et blodigt opgør mellem tre mænd på en tankstation i Horsens er to af de involverede stadig på fri fod.

Voldsepisoden fandt sted torsdag i sidste uge.

Her blev en 24-årig mand stukket med en kniv på Circle K på Allégade, hvorefter han forsøgte at påkøre sine to rivaler med en bil.

Sydøstjyllands Politi efterlyser nu de to mænd, som måtte springe for livet for ikke at blive ramt af knivofferets køretøj.

Den ene af mændene førte ifølge politiet kniven i knivstikkeriet.

De efterlyste er 22-årige Jonas Nielsen og 27-årige Kristian Bøtker Laursen.

Jonas Nielsen er 196 centimeter høj, almindelig af bygning, og han har kort, mørkt hår og blå-grønne øjne.

Kristian Bøtker Laursen er 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort, mørkt hår, brune øjne og hageskæg.

Sydøstjyllands Politi har allerede været i kontakt med de to mænd via deres advokater, men trods opfordringer fra politiet har de ikke meldt sig.

Den 24-årige mand, der forsøgte at køre de to mænd ned, blev anholdt efter overfaldet og sigtet for drabsforsøg.

Trods knivstikkeriet var han ikke værre tilredt, end at han kunne møde op til grundlovsforhør dagen efter. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Dommeren valgte dog ikke at fængsle manden for drabsforsøg, men grov vold.

Han nægter sig skyldig.

I første omgang havde politiet ikke overblik over, hvor mange personer der var involveret i opgøret på tankstationen. Men siden har det ifølge politiet vist sig, at kun de tre var indblandet.

Borgere, der har set de to mænd eller ved, hvor de befinder sig, opfordres til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/