To mænd dømt for kvindehandel med 17-årig

To svenske mænd blev i går i Københavns Byret idømt fængselsstraffe for menneskehandel, frihedsberøvelse og ulovlig tvang mod en mindreårig slovakisk pige.

For første gang i Danmark blev to mænd i går dømt for menneskehandel med en mindreårig pige. De to svenske mænd, begge med roma-baggrund, blev af Københavns Byret idømt henholdsvis ti måneders og seks måneders fængsel for menneskehandel, frihedsberøvelse og ulovlig tvang mod en dengang kun 17-årig slovakisk pige.

Pigen blev hentet til Sverige fra Slovakiet i februar i år, hvor hun blev sat til at arbejde hos en 58-årig svensk førtidspensionist i Lund - her lavede hun mad, gjorde rent og dyrkede sex med ham, forklarede manden selv fra vidnebænken.

»Før hun kom herop, skulle jeg betale 25.000 kroner, der skulle gå til at hjælpe hendes mor, der var meget syg af kræft, men jeg tror ikke, hun har fået dem. Hun skulle være min kone og bo hos mig,« forklarede den 58-årige.

Ifølge pigens forklaring fra et tidligere retsmøde blev hun efter et par uger hentet hos førtidspensionisten af den nu dømte 52-årige, der gav hende et valg: Enten kunne hun arbejde som prostitueret for ham, »lave penge«, ellers kunne hun komme tilbage og arbejde hos førtidspensionisten. Det fik hende til at flygte til København midt om natten.

Hun blev efterlyst i roma-miljøet i både Malmø og København, og rygterne gik på, at hun var blevet set på gaden i København, forklarede den 52-årige dømte i retten i mandags.

Reddet på motorvejen
Kort tid efter, den 23. marts, blev pigen passet op af den 52-årige dømte og hans 37-årige fætter på Skelbækgade på Vesterbro i København. Her blev hun tvunget til at følge med og blev skubbet ind i bilen. Hele optrinet blev overværet af en tidligere prostitueret.

»Hun var ikke en af de piger, jeg kender i miljøet. Jeg så hende ind i øjnene og kunne se hendes frygt, og hun var ikke særlig gammel, så det fik mine alarmklokker til at ringe. Jeg tænkte, at hun gemte sig for sine østeuropæiske alfonser,« fortalte det kvindelige vidne.

Pigen har forklaret, at hun i bilen fik at vide, at de skulle tilbage til Sverige, og at hun igen kunne vælge mellem førtidspensionisten og prostitution. Og hvis hun valgte at prostituere sig for den 52-årige, så ville hun få halvdelen af indtjeningen selv. Men bilen nåede aldrig over Øresundsbroen - det kvindelige vidne ringede 112, da hun så pigen blive tvunget ind i bilen, og politiet nåede derfor at indhente bilen på motorvejen.

»Man udnytter en 17-årig piges sårbarhed. Hun skal arejde som prostitueret, og der er nogle, der skal tjene penge på hende,« lød det i proceduren fra politiadvokat Michael Jørgensen, der dog også påpegede, at de to mænd kun kunne dømmes for det, der var sket i Danmark og ikke for, hvad der måtte være hændt på svensk territorium.

Retssagen mod de to mænd kommer godt en uge efter, at justitsminister Lene Espersen (K) i Berlingske Tidende bebudede en styrket indsats mod kvindehandel og sexslaveri. Det betyder, at der i alle de kommende storpolitikredse skal oprettes en specialenhed, der kun fokuserer på kvindehandel og rufferi. Både EU og FN anslår, at der årligt sælges mellem 120.000 og 500.000 kvinder til Vesteuropa, hvoraf de fleste kommer fra Østeuropa og tredjeverdenslande.

Pigerne er bange
Men sagerne er svære at løfte bevismæssigt, og det kan være svært at få pigerne til at fortælle, forklarer advokat Jytte Lindgård, der i flere år har ydet advokatbistand til ofre for menneskehandel og i går mødte som bistandsadvokat for den slovakiske pige.

»Pigerne er bange. Ikke kun for at være her, men også hvad der kan ske i hjemlandet,« siger hun.

Den nu 18-årige slovakiske pige var ikke selv til stede i retten i går, da hun nu befinder sig i hjemlandet Slovakiet. Efter anholdelsen af de to mænd blev hun hjulpet af den københavnske afdeling af »Reden - STOP Kvindehandel«, der rådgiver og hjælper prostituerede og derefter af en lignende organisation i Slovakiet.

De to dømte mænd, der havde nægtet sig skyldige, er desuden blevet idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i fem år. Den 52-årige, der har boet i Sverige i 36 år og har opholdt sig mange år i Danmark, har flere nære familiemedlemmer i København og pendler til byen flere gange om ugen.