To lejligheder i Malmø beskudt indenfor en halv time i nat

Indenfor en halv time blev der affyret skud mod to lejligheder i den sydsvenske by Malmø. Få timer forinden havde en eksplosion ramt byens centrum. En person blev ramt, ingen gerningsmænd er pågrebet.

Den sydsvenske by Malmø er igen hårdt ramt af kriminalitet: En eksplosion rystede torsdag aften byens centrum, og få timer efter blev der affyret skud mod to forskellige lejligheder med en halv times mellemrum. Fold sammen
Læs mere
Foto: 50090 Johan Nilsson/TT

Det har igen været en travl nat for politiet i Malmø. I løbet af mindre end en halv time blev der anmeldt to skyderier i den sydsvenske by blot 30 km fra København.

Kort før kl. 01 i nat blev politiet kaldt til Sufflörgatan, hvor beboere havde hørt skud.

Skuddene var rettet mod en lejlighed i bydelen og blev angiveligt affyret med en form for håndvåben. Ingen personer blev ramt, men svensk politi betegner alligevel skyderiet som et drabsforsøg.

Et vindue i en lejlighed på første sal blev smadret, og ikke langt derfra fandt politiet flere patronhylstre.

Endnu inden politiet var færdig med undersøgelserne af gerningsstedet tikkede en ny anmeldelse ind.

En person ramt af skud

Omkring kl. 01.15 blev flere skud affyret ind i en lejlighed i Docentgatan i Hermodsda.

En person, der befandt sig i lejligheden, blev ramt overfladisk, oplyser politiet i Skåne, der også betegner dette skyderi som et drabsforsøg.

Det er endnu uvist, om de to skyderier har relation til hinanden, men lejlighederne, der blev skudt imod, ligger ifølge det svenske medie Sydsvenskan kun to kilometer  i fugleflugtslinje fra hinanden.

Der er endnu ikke foretaget anholdelser i nogen af sagerne, skriver Expressen.

Skyderierne var ikke det eneste, der holdt politiet beskæftiget, og som skræmte borgerne i Malmø, i nat.

Få timer inden skuddene alarmerede flere borgere politiet, da der blev hørt et højt smæld på Rundelsgatan i det centrale Malmø.

Der var ifølge politiet tale om en eksplosion af en art. Den skete omkring kl. 21.. Ingen personer kom til skade.

»Noget er eksploderet, og der er skader på en gadedør til en ejendom,« siger Stephan Söderholm fra politiet i Skåne til Aftonbladet.

Foruden gadedøren er vinduerne ind  til bygningen, som ejes af Siriusordenen, beskadiget. Politiet har endnu ingen mistænkte i denne sag.

Malmø er »Nordens Chicago«

Hen over det seneste par år er volden og kriminaliteten i Malmø taget til.

De seneste år har der været adskillige skyderier i byen lige på den anden side af Øresundsbroen.

Alene i første halvdel af 2017 blev der registreret 34 skudepisoder, hvoraf seks fik dødelig udgang. Berlingske har samlet dem i et overblik her.

I 2015 blev 11 personer dræbt i Malmø, 50 personer blev udsat for drabsforsøg, og politiet beslaglagde over 600 våben. Det skal ses i sammenhæng med, at der gennemsnitligt finder syv-otte mord sted årligt i Malmø.

I et interview med Berlingske sidste forår fortalte politimester i Malmø Stefan Sinteus, at den stigende kriminalitet skyldes, at der i disse år er et »magtvakuum« i byen, fordi mange af de dominerende personer i den kriminelle underverden enten er fængslet eller »af andre årsager ikke er så aktive længere«

.Han fortalte i samme forbindelse, at det »i princippet« er ufarligt at færdes i Malmø, »men der er altid en risiko for at blive indblandet som tredjeperson«.

Senest er det politiet selv, der har været i skudlinjen i den sydsvenske by.

Mellem jul og nytår blev en politibil ramt af en eksplosion i Malmø, og onsdag blev politiet igen udsat for et angreb, da en eksplosion ramte tæt ved en politistation i bydelen Rosengård.

Ingen personer kom til skade, men flere biler fik skrammer. To mænd i 20’erne er blevet anholdt i sagen.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra politimester Stefan Sinteus.