To gamle sten giver helt ny viden om danske forfædre

Tegn og symboler på nyfundne sten på Bornholm viser, at mennesker lavede helleristninger i stenalderen.

Til venstre adjunkt Rune Iversen, som opdagede helleristningerne på den nyest tilkomne sten, der kan anes i forgrunden med runde fordybninger. Til højre Lula Martina Brambati Lund, arkæologistuderende fra Københavns Universitet. Free/Melissa Cherry Villumsen
Læs mere
Fold sammen

Arkæologer kan nu bevise, at mennesker i Danmark lavede tegn og symboler på sten helt tilbage i stenalderen.

Det kan de, efter de hidtil ældste helleristninger i Danmark og Sydskandinavien er blevet fundet på sten på Bornholm.

Det skriver netmediet videnskab.dk.

Helleristninger er figurer og symboler, som er hugget, skåret eller slebet i sten.

De betragtes typisk som indbegrebet af bronzealderen, men der er altså nu blevet fundet helleristninger, der kan dateres til bondestenalderen.

Den varede fra 3900 til 1700 før Kristus, hvorefter bronzealderen tog over.

»Det er ret sensationelt. Nu kan vi med sikkerhed sige, at helleristninger går i hvert fald 1200 år længere tilbage,« siger Rune Iversen, adjunkt ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Det var ham, der opdagede helleristningerne.

De to sten med helleristninger er begge fundet i forbindelse med en arkæologisk udgravning ved Vasagård, som ligger på det sydlige Bornholm.

Arkæologerne kan fastslå, at tegnene på de to sten stammer fra stenalderen. Det kan de, fordi stenene kommer fra arkæologiske lag, der simpelthen ikke har været synlige i bronzealderen.

Lige præcis på Bornholm er der gennem tiden fundet ekstraordinært mange helleristninger sammenlignet med resten af landet.

Ifølge Rune Iversen viser de nye fund, at helleristninger og dyrkelsen af solen, der normalt forbindes med bronzealderen, går meget længere tilbage.

»Det bekræfter vores idé om, at Danmark har været et bondesamfund, hvor der har været meget fokus på elementer som frugtbarhed og solens rejse over himlen,« siger han.

Udgravningerne på Bornholm er færdige for i år. Men Rune Iversen håber på, at de kan fortsætte igen næste år.

/ritzau/