To forliste russiske olietankere peger mod Ukraine, mener militæranalytiker

Her er alt, hvad du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! Militæranalytiker er skeptisk over for Ruslands forklaring om, at to russiske olietankere forliste på grund af dårligt vejr. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Skoldkopper er langtfra i alle tilfælde bare et hurtigt overstået kapitel. Mange får faktisk langvarige og af og til alvorlige følgevirkninger, lyder det fra forsker bag ny opsigtsvækkende undersøgelse. Sundhedsstyrelsen åbner nu for at se på, om en vaccine mod skoldkopper skal ind i børnevaccinationsprogrammet.

  2. Hvor langt skal vi være klar til at gå i selvforsvar – og kan brugen af to uhyggelige våben, vi for længst har afsværget os, retfærdiggøres, hvis det stiller danske soldater bedre mod Rusland? Militæranalytiker Anders Puck Nielsen vil have debat om genindførsel af »modbydelige, inhumane våben«.

  3. Flemming Møldrup har gjort sig nogle svære erfaringer som skilsmissefar – særligt i julen. Han tre råd til andre skilsmisseforældre til at komme igennem julen.

  4. De danske spillere havde drømt om guld, men spillet blev alt for nervøst i EM-finalen mod Norge, og de nedtrykte danskere græmmer sig over fejlfuld EM-finale.

  5. Når unge ikke er i stand til at læse bøger, skyldes det, at vores kultur og uddannelsessystem har lært dem, at det slet ikke er vigtigt. Det mener Christian Egander Skov i denne kommentar

Dagens vigtige: Russisk olietanker sunket – militæranalytiker peger på Ukraine 

Der er indtil videre ingen tegn på, at der er tale om et militært angreb, men det er »et besynderligt sammenfald«. 

Sådan lyder det i et opslag fra militæranalytiker Anders Puck Nielsen på det sociale medie Bluesky søndag, efter at to russiske tankskibe, angiveligt uafhængigt af hinanden, er forlist i Kertjstrædet, der adskiller Krim-halvøen fra det russiske fastland.

Det russiske beredskabsministerium oplyser, at det er et voldsomt vejr og store bølger, der er skyld i ulykkerne. 

Den forklaring køber Anders Puck Nielsen imidlertid ikke. Han mener, at det er mere sandsynligt, at der er tale om et ukrainsk angreb. 

Videooptagelser på det sociale medie X viser spidsen af den ene olietanker, skibet »Volgoneft 212«, der er knækket af resten af skibet og er ved at synke, mens olie flyder oven på vandet. 

En anden russisk olitanker, »Volgoneft 239«, blev samme dag også slemt beskadiget i samme område.

Indledningsvis lød det, at begge skibe var sunket, men senere søndag oplyste det russiske ministerium for nødsituationer, at »Volgoneft 239« angiveligt skulle være drevet på grund omkring 80 meter fra land i nærheden af den russiske by Taman. 

»Hvis russiske olietankere synker i Kertjstrædet, er det mere sandsynligt, at det er et ukrainsk angreb,« skriver Anders Puck Nielsen i en kommentar til videoen af det synkende skib på Bluesky.

Ukraine har imidlertid ikke taget ansvaret for, at skibene forliste – de har i stedet kritiseret Rusland for at gøre brug af så gamle olietankere.

Én person fra det synkende skib er omkommet. 11 personer er indlagt, hvoraf to er ilde tilredt, oplyser det russiske sundhedsministerium ifølge RIA Novosti.  

Søndag aften er der fortsat 14 besætningsmedlemmer ombord på den angiveligt grundstødte tanker, da evakueringen er suspenderet på grund af dårligt vejr, oplyser det russiske ministerium i et opslag på Telegram.

Dagens »Pilestræde«

Søndag den 15. december fyldte SVM-regeringen to år. I den anledning – og for at samle op på året i dansk politik – taler vært Kaare Svejstrup med Christiansborg-kollegerne Bent Winther og Kasper Løvkvist.

Regeringen blev født som et svar på kriserne, men den økonomiske krise kom aldrig. Hvad er fortællingen om SVM i dag? Hvordan står det egentlig til med sammenholdet i regeringen – og hvem vinder kampen om pension og panser?

Og er der et alternativ til Mette Frederiksen som statsminister?

Lyt med i dagens afsnit af »Pilestræde« her.

Fik du læst?

God dag!