To drenge reddet efter stor redningsaktion i Lillebælt

En 17-årige drenge overlevede omkring to timer i 11 grader vand, fordi han havde våddragt på.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politi og myndigheder har sent fredag været involveret i en omfattende redningsaktion i Lillebælt, hvor en speedbåd med fire personer om bord pludselig fik problemer.

Da bådens motor gik i stå valgte to 17-årige drenge at hoppe i vandet nord for den lille ø Brandsø for at forsøge at slæbe båden i land ved hjælp af et slæbetov, forklarer vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

»Vi får anmeldelsen klokken 23 om, at speedbåden har fået motorproblemer ud for Hejlsminde på den jyske side. Der er fire personer i båden, tre drenge på 17, 17 og 15 år og en 34-årig kvinde, som er mor til den ene af drengene, de andre er hendes nevøer. De to 17-årige har våddragt på og forsøger at svømme den ind over til Jyllands-siden. Der er flere kilometer til land, for det er midt i Lillebælt,« siger han.

Den ene af drengene slipper pludseligt tovet og glider væk med strømmen. Det skaber panik og får også den anden dreng til at slippe, og så er han også væk, uddyber vagtchefen.

De tilbageværende i båden ringer 112, og både Beredskabsstyrelsen fra Middelfart og Kolding, Søværnets Operative Kommando og politi fra både Jylland og Fyn bliver involveret i eftersøgningen efter de to drenge.

»Kort tid efter lykkes det at finde den ene dreng med helikopter, det sker en halv time eller tre kvarter efter. Den anden bliver fundet cirka to timer efter. De havde våddragter på, og derfor overlevede de, vandet var kun 11 grader varmt,« siger Jesper Fält.

Han oplyser, at drengene end ikke har været forbi hospitalet, fordi deres tilstand er god, og de er nu sammen med deres familie igen.

»Det ender godt,« siger vagtchefen, som har stor ros til Søværnets Operative Kommandos indsats i sagen.

»Det var en fornøjelse at følge deres arbejde over vores radiosystem, det professionelt, det var dejligt at opleve,« slutter han.