To døde efter to forskellige trafikulykker

To ældre mænd har torsdag mistet livet efter to forskellige trafikulykker i Nordjylland tidligere på ugen, skriver nordjyske.dk.

Den første ulykke skete lillejuleaften nær Farsø. Her mistede en 71-årig mand herredømmet over sin bil. Han blev bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne kæmpede forgæves for at redde hans liv.

Den 24. december blev en 87-årig mand hårdt kvæstet, da han kort før klokken 16 kom gående over Kirkegade i Brovst med sin rollator. Han blev påkørt af en personbil, som blev ført af en 79-årig mand.

Den 87-årige fodgænger blev bragt til Aalborg Universitetshospital, men lægerne kunne heller ikke redde hans liv.

BNB