To danske soldater dræbt i Afghanistan

En dansk patrulje blev i går angrebet i Helmandprovinsen i Afghanistan. To danske soldater på 22 og 29 år blev dræbt.

Arkivfoto: Henning Bagger. Fold sammen
Læs mere

Et fjendtligt angreb endte i går med, at to danske soldater blev dræbt i Afghanistan. De to soldater er henholdsvis nummer 17 og 18 udsendte soldat fra det danske forsvar, som er blevet dræbt under krigen i Afghanistan.

Den danske patrulje kom i kamp syd for byen Gereshk i Helmandprovinsen, da soldaterne forlod deres køretøjer for at komme i kontakt med lokalbefolkningen og undersøge om der var Taleban-styrker i området.

»Patruljen bliver ramt af en sprængladning, som er gravet ned i jorden, og en dansk soldat bliver såret dødeligt. Sprængladninger er formentlig den største trussel i området for tiden,« siger oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando (HOK).

Efter eksplosionen, som fandt ved sted ni-tiden i går morges, blev patruljen beskudt med håndvåben. Den danske patrulje besvarede straks ilden, og britiske soldater og andre danske soldater rykkede frem for at hjælpe den sårede soldat. Undervejs blev soldaterne ramt af endnu en sprængladning, og en dansk soldat blev dræbt på stedet ved eksplosionen.

»Kampene varede cirka en times tid. Herefter får soldaterne frigjort sig,« siger oberst Henrik Sommer.

Den døde og den hårdt sårede soldat blev herefter evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men den hårdt sårede soldat døde i helikopteren.

Udsendt tidligere

De to dræbte danske soldater er fra stabs- og logistikkompagniet og kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro. De blev henholdsvis 22 og 29 år. Begge soldater har været i Afghanistan siden august i år. De har begge tidligere været udsendt. De pårørende er underrettet, men HOK var endnu ikke klar til at offentliggøre de dræbte soldaters navne i går aftes. Den ramte enhed har netop haft besøg af kronprins Frederik og forsvarsminister Søren Gade (V).
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er dyb berørt af, at de to danske soldater har mistet livet.

»Mine inderste tanker og min dybeste medfølelse går i denne sørgelige stund til de pårørende. Deres tab er uerstatteligt,« udtaler Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.
Statsministeren sender sine tanker til de dræbte soldaters kammerater: »Under yderst vanskelige forhold yder de en uvurderlig og fremragende indsats, som vi alle påskønner og er stolte af.«