To biler tørner sammen - syv er kvæstet

Politiet har endnu ikke en forklaring på, at to biler søndag eftermiddag stødte frontalt sammen i Vestsjælland

Foto: Nikolai Linares.
Læs mere
Fold sammen

Næstved. To biler stødte søndag eftermiddag frontalt sammen på Nykøbingvej ved Ruds Vedby i Vestsjælland.

Syv personer, der befandt sig i de to biler, er kommet til skade ved ulykken.

Ingen er tilsyneladende i livsfare.

- Umiddelbart ser det ikke ud til, at de er kommet alvorligt til skade. Men vi ved det ikke endnu, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge TV Øst er en af de tilskadekomne fløjet i helikopter til Rigshospitalet.

De øvrige er kørt til sygehuse i Holbæk, Slagelse og Køge, oplyser vagtchefen.

Vejen er spærret søndag eftermiddag, mens der ryddes op, og mens politiets teknikere undersøger årsagen til den voldsomme ulykke.

Politiet fik anmeldelsen om sammenstødet søndag eftermiddag klokken 14.19.

/ritzau/