To aarhusianske mænd fængslet for trusler mod politimand

To unge mænd blev fredag varetægtsfængslet frem til 5. februar sigtet for vidnetrusler og trusler mod en politimand.

Det oplyser Østjyllands Politi.

De to mænd var med i en gruppe på fem aarhusianske mænd i alderen 20-24 år, der torsdag blev anholdt i Retten i Aarhus.

Her chikanerede de angiveligt en politimand, der skulle vidne i retten. Chikanen fandt sted uden for retslokalet, og politimanden blev også truet med vold, oplyser Østjyllands Politi.

De to mænd kærede varetægtsfængslingen. De øvrige er blevet løsladt.

BNB