Tjek på kortet hvor byen er kriminel

Med Google Maps er det muligt at få et hurtigt overblik over de mest eller mindst kriminaliserede områder af København.

Nu kan du let og hurtigt tjekke, hvor i København det er mindre smart at sætte din cykel eller gå alene rundt om natten.

En vaks ung københavner har udnyttet Google Maps til at lave et oversigtskort over kriminalitet de seneste to uger i København.

Fremgangsmåden er enkel. Jens Lund Møller, der er idémand til www.dognrapporten.dk indtaster hver dag data fra politiets døgnrapport ind i Googles korttjeneste, Google Maps.

Resultatet er et overskueligt billede af, hvor forskellige typer lovovertrædelser har fundet sted i København i løbet af de seneste to uger.

»Jeg fik ideen fra en amerikansk hjemmeside, hvor man har gjort nogenlunde det samme.

Google Maps er så enkel at bruge enhver ville kunne finde ud af det,« siger Jens Lund Møller.

Punkterne er placeret som nåle i forskellige farver på et gammeldags kort. De er inddelt i kategorierne: Røverier, indbrud vold og andet.

Jens Lund Møller understreger dog, at kortet kun er vejledende. Det er nemlig langtfra alle former for kriminalitet, som Politiet opgiver i døgnrapporten. For eksempel vil cykeltyverier næsten aldrig fremgå, mens grovere forbrydelser som vold og grove indbrud altid vil være at finde på kortet.

Dognrapporten.dk er det seneste eksempel på smart udnyttelse af online korttjenester.

En anden dansker har på hjemmesiden www.findvej.dk/smiley sammenkørt Findvej.dk, som er en hybrid af Google Maps, med Fødevarestyrelsens register over smiley-rapporter i hele København.

Så næste gang du får en smart idé til samkøring af data, er det bare at komme i gang. Google Maps er helt gratis at bruge og importere på sin egen hjemmeside. www.dognrapporten.dk