For et halvt århundrede siden og lidt til var Tivoli Varieteen hver sommer et trækplaster for danske og internationale artister. Dengang var det elegantieren Preben Uglebjerg, der var konferencier i Glassalen, og nu er værtskabet lagt i hænderne på Rasmus Botoft, som får det hele til at hænge sammen med sin lidt tilfældige charme og med hjælp fra blandt andre figuren Else fra »Rytteriet«.
Showet blander talkshow, dans og musik på uforudsigelig vis, men lever først og fremmest på sin afslappede, familiære stemning.
Uddrag af anmeldelsen:
»Det er Ramus Botofts værtskab som konferencier, der lægger tonen, stemningen og stilen for aftenen.
Hans lidt slentrende, improviserede facon giver ro og en munter, afslappet stemning blandt publikum. Vi hygger os. Botoft er den omsorgsfulde vært med tæt kontakt til og nær fornemmelse for publikum. På et tidspunkt så tæt kontakt, at publikum på de forreste rækker bliver så vennesæle og snakkesalige, at de nærmest glemmer, at der sidder nogle hundreder andre i salen.«
