I en ny rapport skildres de problemer, som indvandrerkvinder kan få, hvis de ønsker at blive skilt fra deres ægtefælle.

Vold, dødstrusler og sågar selvmordsforsøg er skræmmende oplevelser, som et udsnit af fortrinsvis muslimske kvinder fortæller om.

Rapporten »Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser« er udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Den viser, at religiøse praksisser for flere minoritetskvinder kan sætte en stopper for en skilsmisse, som ellers er forløbet efter alle kunstens regler i det danske retssystem.

Ifølge Anika Liversage, der er seniorforskeren bag VIVEs rapport, handler det »i høj grad om kvinders selvstændighed«.

»Når kvinder oplever, at de gerne vil ud af et ægteskab, og deres mand siger nej, så kan især indvandrerkvinder i Danmark have et problem,« siger hun.

»Khulud«

»Jeg har flere gange prøvet at begå selvmord – jeg er bare blevet så træt.«

---

En skilsmisse er netop ikke nødvendigvis en skilsmisse, hvis manden ikke ønsker det. Årsagen er, at jura for visse religiøse samfund kun er den ene side af sagen. Den anden side handler om en religiøs forståelse af et ægteskab – såkaldt nikah.

Jura og religion

I Islam kaldes et »muslimsk ægteskab« for nikah, og kvinderne kan være fastholdt i nikah i årevis, også selv om de er skilt efter dansk lov.

»I nogle tilfælde kommer kvinder ud for, at de er skilt efter dansk ret og er fraflyttet manden, men samtidig befinder de sig i denne nikah, hvor manden kan opsøge kvinden og sige, at hun stadig er hans hustru,« siger Anika Liversage.

Rapporten er udarbejdet for Udlændinge- og Integrationsministeriet og bygger på 85 interview. 37 af interviewene er foretaget med fraskilte kvinder, der primært har muslimsk baggrund. Visse kvinder er hinduer og katolikker.

Derudover er 27 interview foretaget med islamiske autoriteter, som kun i varierende grad forsøger at hjælpe kvinder ud af deres religiøse ægteskab. Endnu 27 interview er med fagfolk, der har erfaring med at hjælpe etniske minoritetskvinder.

»Rystende« rapport

I en omtale af rapporten på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside beskriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) rapporten som »rystende«.

Et af interviewene er med kvinden »Khulud«, der er førstegenerationsindvandrer fra Irak. Hun fortæller, at hun ville skilles fra sin mand, men at manden ikke ønskede skilsmisse.

»Jeg snakkede i telefon med ham, og han begyndte at true mig. Han sagde til mig: »Jeg kan få dig til at fortryde den dag, du lærte mig at kende. Jeg er villig til at tage alle midler i brug for at gøre dit liv surt og uudholdeligt«.«

»Khulud« fortæller desuden, hvordan hun blev fysisk syg af sin mands trusler og forsøgte at gøre en ende på sit eget liv.

»Men (imamerne, red.) bliver bare ved med at sige til mig, at »vi kan ikke give en kvinde en skilsmisse, der har lavet sin nikah i Irak og skrevet sin kontrakt dér«. Jeg har flere gange prøvet at begå selvmord – jeg er bare blevet så træt,« siger hun i interviewet.

På mandens præmisser

I Danmark har man Familieretshuset, som tager sig af skilsmisser, men ifølge Anika Liversage bliver det i mange sammenhænge ikke tillagt nogen betydning, når det gælder muslimske skilsmisser, fordi religionen spiller så stor en rolle. Kvinderne begynder derfor ofte at se sig om efter andre, der kan hjælpe dem.

»Det, der kommer tættest på de domstole fra oprindelseslandene, som kvinderne efterspørger, ville være en imam,« siger Anika Liversage og tilføjer:

»De personer prøver i vidt omfang at slippe for disse sager, fordi imamen ikke kan gå ind og være overdommer. Han kan prøve at overtale manden og mægle mellem parret, men det er hele tiden manden, der skal skille sig fra sin hustru.«