Tiltalte fra skudopgør i Field's sidder side om side i retten

Ni mænd, som sidste år var involveret i skuddrama i indkøbscentret Field's, er på anklagebænken i byretten.

København: To grupperinger, som 18. marts sidste år var parter i et blodigt opgør i indkøbscentret Field's på Amager, har tidligere været en del af den samme gruppe, som er mistænkt for at have begået en række indbrud.

Det fortæller anklageren i sagen, Thomas Hugger, mandag i Københavns Byret.

- Jeg vil slå fast, at det ikke handler om et bandeopgør. Sagen drejer sig om en uoverensstemmelse mellem to grupperinger, siger Hugger.

Flere af de involverede var mødt op i Field's iført skudsikre veste og havde medbragt knive og skydevåben.

Ni personer blev anholdt for at have deltaget i opgøret, og de to grupper sidder mandag på samme side i Københavns Byret - de tiltaltes side.

Der blev affyret flere skud i storcentrets parkeringskælder, og to mænd blev ramt. Den ene blev ramt i armen, mens den anden blev alvorligt såret af et skud i ryggen.

Det blodige opgør formodes at kunne kædes sammen med et skyderi i Herlev, som foregik få dage før opgøret i Field's.

En af de unge, der er anklaget for drabsforsøg i indkøbscentret, er bror til en 21-årig mand, der 11. marts blev livsfarligt såret, da der blev affyret skud mod en bil i et boligområde i Herlev.

I bilen befandt sig tre personer, og den 21-årige mand blev ramt. Umiddelbart var han i livsfare, men hans tilstand blev stabiliseret.

Der er afsat 15 retsdage i Københavns Byret til sagen mod de ni mænd.

/ritzau/