Tiltalt for drab på ekskone: Jeg var ikke jaloux efter brud

En 68-årig mand er anklaget for at dræbe sin ekskone. Han var ked af brud, men ikke jaloux, forklarer han.

København. En 40-årig kvinde forlod sidste år sin mand gennem fem år til fordel for en ny kæreste. Men der var ingen jalousi fra eksmandens side.

Det slår han selv fast i Retten i Roskilde, hvor den 68-årige er tiltalt for at have slået sin ekskone ihjel. Manden nægter sig skyldig i drabsanklagen.

- Jeg bliver faktisk ikke jaloux over, at hun flytter over til en anden mand. Det kan jo være, at det er rigtigt at flytte fra mig, og så er det bare sådan. Jeg kan jo ikke tvinge hende til at blive, siger den tiltalte.

Den 40-årige blev fundet dræbt ved Sneslev Kirke, hvor hun arbejdede som kirketjener og graver. Drabet er ifølge anklagen sket 29. december 2015. Ifølge den tiltalte skete bruddet mellem de to cirka to uger tidligere.

- Det er hende (offeret, red.), der beslutter, at vi skal gå fra hinanden. Hun kommer hjem en tirsdag aften, og vi sidder og spiser. Hun siger, at hun har noget at fortælle og spørger, om jeg vil have den korte eller lange version.

- Jeg tror, at det handler om arbejde, så jeg siger den korte. Hun siger, at hun vil skilles, og at hun flytter om lørdagen, forklarer den tiltalte.

Samtidig afslører den nu dræbte kvinde, at hun vil flytte hen til en anden mand. Det betød dog ikke noget, lyder det fra den tiltalte.

- Jeg kender ham ikke. Det er vores tidligere mekaniker. De har kendt hinanden en måneds tid, og jeg spørger, hvorfor hun vil flytte derover. Hun siger, at det er for at spare indskud til en ny lejlighed.

Sagen kører ved Retten i Roskilde, men retten har lånt lokaler i Københavns Byret.

/ritzau/