Tiltalt domsmand: Rumænere i stor straffesag skulle kremeres

En domsmand, tiltalt for bestikkelse, viste kremeringsvideo og ønskede samme behandling til tiltalte i sag.

En domsmand, tiltalt for bestikkelse, viste kremeringsvideo og ønskede samme behandling til tiltalte i sag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En 43-årig tidligere domsmand, som er tiltalt for at forsøge at bestikke en kvindelig kollega til at melde sig syg i »Hvepsebo-sagen«, har vist en mandlig kollega en video.

Her ser man angiveligt, hvordan en kremering foregår, og da den 43-årige viste videoen, fortalte han, at de tre tiltalte i sagen skulle have samme behandling.

Det fortæller den mandlige kollega, som tirsdag vidnede i Københavns Byret.

»I en frokostpause viser han et Youtube-klip, hvor man ser en rustvogn køre hen til et kapel med en kiste, som bliver brændt. «

»Så siger han, at de tiltalte i sagen (Hvepsebo-sagen, red.) skulle have samme behandling,« siger den mandlige domsmand i sagen.

Den tiltalte 43-årige var såkaldt suppleant i sagen.

Det vil sige, at han var observand og ikke havde nogen indflydelse på sagen eller dommen. Han ville dog kunne blive en del af sagen, hvis en domsmand meldte sig syg.

Ifølge en kvindelig kollega skulle han have forsøgt at bestikke hende til at melde sig syg, så den tiltalte netop kunne få indflydelse på sagen.

Det fortæller hun i sit vidneudsagn.

»Han indhenter mig på vej ud af retssalen på en af sagens sidste dage. Så spørger han, om jeg ikke kan melde mig syg.«

»Han siger: 'Jeg er ærgerlig over ikke at være med, så hvis nu du ville være syg? Ellers kan jeg give dig et beløb',« siger den kvindelige kollega.

Den 43-årige tiltalte nægter sig skyldig.

Ud over at have været domsmand har manden arbejdet som bedemand og er tidligere formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling i en forstad til København.

Straffesagen, som den 43-årige mand ønskede at påvirke, var den første ankesag i en stor sag om menneskehandel, som politiet har døbt »Hvepsebo«.

I sagen var tre rumænske søskende, der bor i Danmark, anklaget for gennem flere år at have udnyttet ludfattige landsmænds identiteter til at begå kriminalitet.

Målet var at malke det danske samfund for penge.

Det ventes, at der falder dom i sagen mod den tiltalte 43-årige mand tirsdag eftermiddag.

/ritzau/