Tiltalt for at banke 19-årig til døde

Nævningeting skal behandle voldssag fra Christiania, hvor den tiltalte anklages for at være én af dem, som tævede 19-årig ihjel efter opgør om hashsalg.

Statsadvokaten har nu rejst tiltale mod en 22-årig mand.

Han er anklaget for at være en del af den flok, der en aften i maj sidste år bankede en 19-årig mand til døde tæt ved Christiania. Tiltalt efter den allergroveste voldsparagraf skal han for et nævningeting og der er altså lagt op til mere end fire års fængsel.

Flere unge har været anholdt, men kun en er altså indtil nu tiltalt.

Den unge mand havde angiveligt forsøgt at sælge lidt hash på egen hånd på fristaden, men fik provokeret de faste pushere i en grad, så de jagtede ham ud af bydelen. Undervejs i flugten snublede den 19-årige, og gerningsmændene overdyngede ham med slag, så han senere døde på skadestuen.

/ritzau/